Hilsen fra Team Engagement
Ohøj derude.
Solen skinner, øen summer, og vi glæder os til at se en masse af jer ude på øen! Vi har lige afholdt en monsterhyggelig Ungdomsø-weekend og er allerede i gang med de næste sommerlige ø-initiativer.
Hvis du gerne vil være med, så er der masser af muligheder. Du kan for eksempel blive:
Sommervært: Vær vært på øen i fire eller fem dage i løbet af sommeren. Du får kost, logi og rigtig fede ø-minder. Læs mere og tilmeld dig her.
Ø-frivillig til KUNE festival: Du kan også være en del af øens frivillige team, som hjælper til på øen under årets KUNE festival. Du kan både hjælpe med mad til de andre frivillige, driftsopgaver eller være kaj-/kiosk-vært. Der er få pladser tilbage, så skynd dig at melde dig til her.
Hav en dejlig juni!
De bedste sommerhilsner fra Team Engagement
Kommende arrangementer
Arbejdsaften onsdag den 7. juni og 21. juni
Her kan du hjælpe til med praktiske opgaver på øen eller få tid til at arbejde på dit eget projekt. Vi giver sejlads, aftensmad og snacks. Læs mere om arbejdsaftenerne her.
Ungdomsøen inviterer til POESI OM UNGEMAGT OG AFMAGT mandag den 12. juni
Har du oplevet at føle afmagt? Længes du efter ungemagt? Frygt ikke! Mandag den 12. juni inviterer Ungdomsøen sammen med Ordskælv og Poesiens Hus til en aften i poesiens navn med ungemagt og afmagt på dagsordenen. Unge kunstnere, som deltog i poesirefugiet på øen i slutningen af maj, vil fremføre deres værker, og der er reception for udgivelsen “Ungemagt og afmagt – en digtanotlogi”. Tilmeld dig på NemTilmeld.
Sig det med perler! den 17 juni
Vi gør oprør med perler! Udtryk dine budskaber med perler og sæt ungemagt på dagsordenen til Folkemødet på Bornholm sammen med unge fra Ungdomsøen og andre ungdomsorganisationer. Se facebookbegivenheden her.
Faglig netværksdag: Trivsel som vej til frirum den 20. juni
Sammen med DUF sætter vi fokus på, hvordan frirum kan skabe trivsel blandt unge. Det er en dag, hvor unge og organisationer mødes på tværs for at tale om, hvordan vi kan skabe gode frirum. Du kan blandt andet opleve Augusta, som er Giv-Et-År-engageret, i en talk med forkvinden i DUF, Christine, og formanden for Højskolerne, Lisbeth. Læs mere og tilmeld dig her.
Fællesspisning og fest for de Giv-Et-År-engagerede den 23. juni
De helt fantastiske Giv-Et-År-engagerede fra Ungdomsøen og Platformen sejler snart videre ud i den store verden. Vær med til at fejre dem med fællesspisning, hygge og festligheder på øen en sidste gang. Der er begrænsede pladser – og du tilmelder dig her.
Nyt fra ungefællesskabet
Endnu en magisk Ungdomsø-weekend er overstået
Tak til alle jer, som deltog. Vi var mere end 40 samlet til en hyggelig weekend i total sommersol. Levi og Emma tog billeder i løbet af weekenden, som du kan se nogle af herunder.
Kristian og Marius stod for poesirefugium
Syv unge poeter deltog i refugiet, hvor de fik sparring på deres kunst og mulighed for at fordybe sig fuld ud. Der var digtoplæsning for Ungdomsø-weekend-deltagerne i amfiteateret lørdag aften, og du kan opleve deres værker til Ungdomsøen inviterer til POESI OM UNGEMAGT OG AFMAGT den 12. juni. Psst. Der er gratis aftensmad!
SPRÆNG danseteater er ny ungepartner
Kunstnerkollektivet SPRÆNG eksperimenterer med formsprog i dans og teater. Sidste år var de på refugium på Ungdomsøen, og nu har vi indgået et partnerskab med dem. De drømmer om at bruge øen til en kunstfestival, et åndehul og samlingspunkt for unge kunstnere. Læs mere om SPRÆNG og deres drømme her.
Freja og Caroline havde besøg af 70 spejdere fra hele landet
Til Spejderdage på Ungdomsøen fik Caroline og Freja, som begge er Giv-Et-År-engagerede besøg af 70 spejdere fra hele landet. Nogle kom fra Thy, andre fra København og alt derimellem. Der blev spillet lasertag, spist havregrød, badet, gået 5 kilometer inde i fortet og meget, meget mere.
Nyt fra sekretariatet
Vi går en ny og spændende sommer i møde på Ungdomsøens sekretariat. Vi får nemlig nye kollegaer, og der er nogen, som får nye roller. Det kommer af, at vi desværre skal sige farvel til Rikkemaija, Elin og Julie. De har alle sidste arbejdsdag i løbet af juni. Deres indbakke er stadig åben, hvis du har ting, du skal nå at færdiggøre med dem, inden de stopper.
De ledige stole på kontoret gør, at vi kan byde velkommen til Mina, som overtager Julies engagementskonsulent-stilling, og Vanessa, som overtager Annas tidligere plads som videnskonsulent. Mina kommer fra et job hos Røde Kors i Norge, og Vanessa har arbejdet hos Frirummet med at styrke den demokratiske samtale. Derudover starter Maja som bæredygtighedskonsulent. Hun skal arbejde med klimaaktivisme og har baggrund som kampagnekoordinator hos https://enhedslisten.dk/.
Louise går på barsel i juli. Det bliver spændende for Louise – og for os. For det betyder, at vi byder Amanda velkommen som barselsvikar for Louise. Hun starter den 12. juni. Amanda har før arbejdet hos blandt andet Normstormerne.
Mariann fra Team Kommunikation skal starte i skole efter sommerferien, så hun stopper som kommunikationsmedarbejder og starter i stedet som studentermedhjælper. Fordi Mariann stopper, er vi på jagt efter vores nye kommunikationskonsulent. Kender du vedkommende? Så prik til dem og sig, at der er ansøgningsfrist på torsdag den 8. juni.
Og som en sidste ny tilføjelse til sekretariatet leder vi også efter en dygtig fundraiser, som kan hjælpe os med at få midlerne til at realisere alle de projekter, Ungdomsøens fællesskab drømmer om. Det stillingsopslag kan du finde her, hvis du er nysgerrig.