Morgendagens måltid
En del af vores vision er, at vi ønsker at forstyrre, udfordre og rykke grænserne for hvordan, vi tænker og gør. Det afspejles også i vores madprofil, hvor I vil opleve noget andet end "det vi plejer".
Hos os kredser måltidet om bæredygtig produktion, sæsonens råvarer og et så lille globalt aftryk som muligt. Sammen med vores dygtige ø-kok er I med til at skabe den nye normal for et måltid. Man kan sige, at I sætter tænderne i vores bud på madens bæredygtige fremtid.
Et måltid på Ungdomsøen kombinerer lokal produktion med økologi og kampen mod madspild med et bærende fokus på grøntsager og alternative proteiner. Alt sammen for at jeres spiseoplevelse bliver så bæredygtig som muligt uden at gå på kompromis med smagen.
Hør om mulighederne for forplejning ved at kontakte os på konference@ungdomsoen.dk.
Vi tilbyder
- Lækre snacks såsom frisk frugt, grøntsagsstænger med hummus eller marcipanfyldte dadler med chokoladeovertræk
- Bagværk og desserter såsom jordbærparafait med citruskage eller hjemmebagte kardemommesnurrer
- Vegetarisk og nyfortolket smørrebrød med eksempelvis knuste kartofler og rygeostecreme eller "hønsesalat" på svampe og med jordskokkechips
- Sociale middage med en lækker sammensætning af sæsonens råvarer i flere serveringer. Her kunne menuen eksempelvis stå på confiterede gulerødder med ristede nødder, hvidløg, citron og rugbrød, bagt græskar med brunet smør og ristede kerner, Øens surdejsbrød, grillet frilandsgris med romaine salat, ramsløg, sennepscreme og jordskokker, samt en dessert af pocheret pære med cintrontimian, hvid chokoladecreme og citron crumble
- Mulighed for tilkøb af kød til frokosten, eller fisk som hovedret til middagen
Ungdomsøens kokkeskole
På Ungdomsøen kan I også udfordre jer selv og jeres samarbejdsevner til kokkeskole. Her lærer ø-kokken Thomas fra sig om madlavning over bål med naturens råvarer. Sammen skaber I et måltid, som bare smager bedre, fordi I har været sammen om det.