I august 2022 flyttede Leander ind på Ungdomsøen sammen med fem andre unge. Uden at kende hinanden på forhånd skulle de få en hverdag til at fungere på en ø midt i Øresund. Her, næsten et år senere, er Leander hoppet videre til søs med Georg Stage, og bag ham ligger et år med mange refleksioner og nye oplevelser, men måske mest af alt et år der på mange måder har stået i åbenhedens tegn.
Hvad har været den fedeste doing above learning-oplevelse for dig?
Jeg var ikke forberedt på, at International Workcamp skulle blive til det, det blev, og at jeg skulle have den rolle, som jeg havde. Jeg prøvede egentligt at fraskrive mig ansvaret og sige, at jeg ikke havde lyst til at være inde over det administrative og logistiske. Jeg ville allerhelst være der for at sætte værktøj frem og sætte dem i gang med arbejdsopgaver, ligesom jeg har gjort, når vi har haft andre besøgende som FRAK eller Kune. Da det went down viste det sig at være noget helt andet end det, jeg lige havde forberedt mig på. På grund af et par sygemeldinger og udskiftninger i Team Engagement, stod jeg pludselig tilbage med en følelse af ”årh shit, jeg er den eneste, der rent faktisk kender øen her, og den eneste, der ved hvordan tingene bliver gjort, og hvor ting er”. Det var en stor doing above learning-oplevelse for mig, fordi jeg lige pludselig stod med alt ansvaret og egentligt ikke havde været forberedt på det.
Grunden til, at det så var en fed doing above learning-oplevelse, var, at de unge mennesker, der var med, viste sig at være ekstremt motiveret af stedet, og trods omstændigheder, som kom bag på mig, var de megagode til selv at tage ansvar. Det kan godt være, at jeg blev pådraget meget ansvar, men den tog de meget over på og hjalp også mig med at komme igennem det. Det var virkelig fedt, fordi de valgte at tage doing above learning til sig og bare gøre tingene. Både jeg og de fik noget ud af det. Alle bidrog med en form for ansvar, også selvom de var helt nye i forhold til stedet. Det var doing above learning i praksis.
Er der en dag eller en oplevelse, som har gjort særligt indtryk på dig?
Vores beredskabsdag som vi havde lige i starten af vores introforløb som GEÅ’er. Det er en dag, som stadig sidder meget klart i mit hoved, fordi vi fik fandme lov til at lave mange fede ting. Vi fik lov til at sætte ild i Lasse [drits- og teknikmedarbejder på øen] og slukke ham igen med et brandtæppe. Vi fik lov til at se, hvad der sker, når man dumper vand ned i brændende olie. Vi var rundt at se alle teknikgangene. Dagen blev afsluttet med, at vi skulle hoppe i vandet med redningsveste på og se, hvad der skete. Vi blev hevet op i en RIB-båd og så bare derudaf. Jeg kan huske, at jeg havde set megameget frem til, at vi skulle ud i RIB-båden, for det var den hurtige båd. Bagefter tog vi på Flakfortet sammen og spiste is. Og så som kirsebærret på isen fik vi et lille diplom bagefter, som virkelig var det sødeste, de kunne gøre.
Hvad er det bedste ved fællesskabet omkring Ungdomsøen?
Det bedste ved fællesskabet viser sig, når der ikke bare sker møder internt i aldersgruppen, der er vores hovedsagelige målgruppe, men når Niels eller Carsten fra drift eller Anne inde fra kontoret begynder at blande sig og interagere med de unge. Jeg ved ikke, om det er det, vi er bedst til, men det er dér, hvor jeg synes, vores fællesskab skinner allermest igennem og kan allermest. Det, synes jeg faktisk, vi burde dyrke i større grad, fordi det også ville kunne nedbryde nogle af de barrierer, der er mellem kontoret, drift og de engagerede. Godt nok er det en ungdomsø og skal være for, af og til de unge, men jeg synes heller ikke, vi skal negligere, at der er ældre mennesker, der vælger at bruge tid på det og også gerne vil de unge. Det skal bare dyrkes i endnu større grad. Det er også der, hvor jeg har fået rigtig meget ud af det.
Jeg er generelt rigtigt glad for at bruge tid med gamle mennesker. Jeg kan bare mærke, at der får man virkelig meget ud af det, for der kan man også lære at de andre. Så man ikke bare går rundt i en indspist verden af, at det kun er de unge, der kan finde ud af noget. Jeg synes egentligt mere, man burde praktisere, at man kan lære noget af hinanden.
Hvad føler du, at du har sat dit præg på i løbet af året?
Jeg har sat mit præg på mange forskellige ting, synes jeg. Det er trods alt et helt år, jeg har brugt på det her. Der er en række fysiske ting, som at jeg har været primus motor på vildmarksbadet, og jeg har lakeret døre og vinduer, som ikke var blevet færdigt, efter Georg Stage var på besøg sidst. Det brugte jeg en masse tid på, og det nød jeg virkelig.
Så er der også nogle lidt mere abstrakte ting i organisationen og i de mennesker, der er her. Jeg håber, jeg har sat mit præg på organisationen på den måde, at vi ikke bare behøver at tale om det, som lyder godt for fondene, ser godt ud, når der kommer en overborgmester på besøg eller et tv-hold, men at vi i virkeligheden kan tale om de ting, vi rent faktisk arbejder på og vise de ting.
Meget af min energi, både tankemæssigt og når jeg har stillet mig op og fortalt om Ungdomsøen, er brugt på at fortælle om, hvad der rent faktisk sker i organisationen, og hvad det er for en snak, der er blandt de engagerede i krogene. Fordi hvis ikke vi kan fortælle det og være gennemsigtige, så er der ikke meget ved at gå rundt og sige, at vi har en ægte åben ø.
Hvad tager du med dig fra året som Giv-Et-År-engageret?
Jeg tager med mig, at jeg kan finde ud af hvilke opgaver, jeg har lyst til at lave. For et år siden ville jeg have sagt ja til ALT, jeg blev tilbudt at være en del af. Jeg tror også lidt, det var sådan, jeg kom til Ungdomsøen. Men det, jeg har lært her, er at kunne finde ud af at sige, at det har jeg ikke tid til, eller at jeg har mere brug for lige at tage en slapper. Fremfor bare at sige ja til alt, der byder sig.
Jeg har også lært noget om det at have venner. Jeg har aldrig været specielt god til at dyrke det med venner i og med, at jeg aldrig har været god til at sige nej til projekter. Det har været meget det, der har domineret min tid både i gymnasiet og efterskolen og har gjort det rigtigt svært at dyrke venskaber. Det har været meget specielt for mig at have et år, hvor jeg er blevet sat sammen med nogle mennesker, som er tvunget til at være sammen med mig, hvor jeg også er tvunget til at være sammen med dem. Det har virkelig gjort, at jeg på en anden måde har kunnet udvikle nogle venskaber, hvor vi ikke bare er venner, men hvor jeg også tør række ud og spørge, om ikke vi skal spise sammen i aften, eller om jeg må komme hjem til dig, for jeg har brug for et sted at sove i nat. Det har jeg ikke rigtigt haft før. Jeg er virkelig glad for at have udbygget et netværk, som har introduceret mig for den måde at være sammen med mennesker på.
Der er også noget i det med, at det er meget menneskeligt at fejle. De mennesker, man stoler allermest på og nærer allermest tillid til, kan lige pludselig gøre ting, som virker uretfærdige eller ufornuftige. Det har været en stor ting for mig i løbet af året, at når der først er blevet introduceret en følelse af mistillid til vedkommende, så har jeg haft rigtigt svært ved at komme ud af det igen. Det har lidt resulteret i, at jeg har været megaparanoid og ikke rigtigt kunnet stole på nogen udover et par få mennesker. Men det har også resulteret i, at der er nogle mennesker, der har gjort mig opmærksom på, at det er det, der sker. Nu kan jeg se ud over det og sige, at ”der er ikke nogen, der vil dig det ondt. Det var bare et brud af tillid, og det var ikke nødvendigvis ment som sådan – og selv hvis det var, er det også okay”. Det er bare menneskeligt at gøre.