Et helt anderledes år er nu gået for vores seks Giv-Et-År-engagerede, der som få kan sige, at de har boet ét år på et historisk fort midt i Øresund.
Inden de vinker farvel til øen, stopper de op og reflekterer over alt fra sejlture i tåge, fællesskabet, ikke at ringe til sine forældre nok, og hvordan øen var den pause, de havde brug for. I dette blogindlæg kan du møde Jens.
"Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg nok godt” er et motto som Jens flyttede ind på øen med for snart tolv måneder siden. Samtidig beskriver han sig selv som en, der er god til at tage tingene, som de kommer. Den evne har vist sig at være guld værd, når man giver et år til et sted, som konstant er i rivende udvikling.
Men gennem året har Jens også lært meget om modpolen, nemlig struktur og planlægning, som har været nødvendigt, når alt fra husmøder og at handle ind til aftensmaden kræver en koordineringsindsats og samarbejde med andre. Herunder sætter Jens selv ord på nogle af de vigtigste pointer og minder fra ø-livet.
Hvordan har du sat dit præg på øen gennem året?
Jeg har sat mit præg på året, der er gået gennem kreativ tænkning, at hjælpe til, når der er brug for det, at bygge på rammerne og gøre det til et federe sted at være og bo.
Generelt at sørge for at alle dem, der bruger øen, kan få en fed oplevelse, både unge, der kommer og besøger øen, men også engagerede og Giv-Et-År-engagerede.
I forhold til rammerne har jeg bygget flere ting; terrasse, sengeramme, skrivebord, nat-sengebord, et bord til kommandanten, hvor vi bor, nye hylder i kiosken og lige nu er vi ved at bygge en bar. Det motiverer mig, at det kommer til at være her i lang tid, og at der måske er mange, der kommer til at få glæde af det.
På Ungdomsøen har vi en kultur om at tale højt om vores fejl. Hvad er den største fejl, du har lavet i løbet af året?
Vi var lige kommet tilbage fra Giv-Et-År-tur til Berlin, og vi var alle seks super trætte. Og vi skulle bare ud på øen, men så kom vi i tanke om, at vi kun havde fire redningsveste og flydedragter med.
Hvad gør vi så, tænkte vi? Vi sejler to gange, blev konklusionen.
Det var ret tåget, men vi følte godt, vi kunne sejle, også selvom det var mørkt. Vi sejlede stille og roligt, og kom fint frem til øen, og fik sat to af. Så sejlede David og jeg tilbage, for at hente Liv og Lenny, som stod inde på land.
Men da vi så var på vej tilbage, begyndte tågen at blive tættere. Det eneste lys vi havde, var det foran vores båd, Betty, vores spotlys. Vi fulgte GPS'en, fordi vi ikke kunne se så meget, men GPS'en er ikke opdateret med de nye moler, der er blevet bygget.
På et tidspunkt, tror vi, at vi er ude på vandet. Lige pludselig, så hører jeg bare David råbe, “nej!”, og så lægger jeg mærke til, at der er en mole, som er to meter foran os. Og så kan vi ikke nå at gøre så meget, end gøre klar til, at vi kommer til at ramme molen. Og det gjorde vi.
Lige så snart man gør det, så er man i krise-mode: er motoren okay? Er vi ved at synke nu? Men det var vi heldigvis ikke, og vi tænkte: vi bliver nødt til at komme ind på land, så hurtigt som muligt, så vi sejlede lige så stille afsted, indtil vi kom hen til indsejlingen i havnen.
Der stod Liv og Lenny og var klar til øen, og så sagde vi: "Vi er nødt til at fortælle noget. Vi kommer nok ikke ud på øen i aften, fordi vi, ja, vi sejlede ind i molen.”
Det var nok den største fejl - ikke at vide, hvor farlig tåge kan være, når man sejler.
Hvad tager du med videre fra din tid på øen?
Den største omvæltning for mig, fra at gå og leve et helt normalt liv inde på et land, til at komme ud på en ø midt ude i Øresund, er, hvor meget planlægning og struktur, man har brug for.
Tag noget så simpelt som at få madvarer ud på øen. Der skal vi lave en madplan hver uge, og lave en liste, og så er der nogen, der handler ind, og en der er madansvarlig.
Jeg er god til at tage tingene, som det kommer, det er sådan jeg er vokset op. Jeg har altid været god til at komme på en hel masse projekter. Og nogle gange måske lidt for god til at starte dem op.
Og det, jeg har lært på øen, er, at det næsten er endnu vigtigere at blive færdig med projekterne og ikke have 20 forskellige projekter kørende på samme tid, men at have strukturen til at tage fat i ét eller to projekter og få gjort dem færdige, så man derefter har overskud til nye.
På øen har jeg både lært at skulle samarbejde og lært mig selv meget bedre at kende blandt andet, hvad mine svagheder og styrker er.
Det har været en kæmpe oplevelse at være herude og prøve nye ting. Det er en oplevelse, man husker resten af livet. Det var egentlig også derfor, jeg valgte at sige ja til det, fordi man tænker, at ét helt år er lang tid at give til noget, men det er det, jeg gerne vil i livet - at få nogle fede oplevelser og et liv, der er værd at leve.
Til at starte med var det meget specielt at skulle være ude på en ø.
Og der havde jeg det sådan; nu har jeg brug for at komme lidt på land for at få en pause fra øen. Men på et tidspunkt vendte det, øen er blevet mit hjem, så nogle gange, når jeg er på land, er jeg sådan; nu trænger jeg snart til at komme hjem igen til øen.
