Roskilde Festival er Nordeuropas største festival. Når festivalen skydes i gang, er der omkring 30.000 frivillige, der hjælper med sikkerhed på camping, bygger scenerne, står i boderne og meget, meget mere. Udover begivenheden er det foreningen Roskilde Festivals formål at støtte initiativer for børn og unge samt humanitære og kulturelle organisationer.
I de første måneder efter købet af Ungdomsøen i 2015, var det blandt andet gennem workshops på campingområdet og med input fra unge på Roskilde Festival, at visionen og dogmerne for Ungdomsøen blev skabt.
Samarbejdet mellem Ungdomsøen og Roskilde Festival handler om at skabe et fundament og en legeplads for kreative unge og deres udfoldelser på øen. Roskilde Festival donerede blandt andet i 2020 noget af deres overskud til organisationen Rapolitics, så de kunne afholde Re:ACT festival på Ungdomsøen i 2021.