Som organisation, der består af unge og har unge som målgruppe, kan I søge penge til at bruge Ungdomsøen. I kan søge penge til en aktivitet, et arrangement eller et projekt, hvor I tænker at Ungdomsøen ville være en fantastisk ramme, eller til jeres spejdertur, hvor I besøger og overnatter på øen.
Søg hos
• Nordea-fondens lokalpulje. Nordea-fonden er Ungdomsøens største donor og vil rigtigt gerne støtte aktiviteter, projekter og besøg på øen. Det kan være i større skala, såsom da Buster Filmfestival lavede et demokratievent på Ungdomsøen for 100 unge i efteråret 2019. Eller i mindre skala, hvis I vil på tur med 15 spejdere, der vil have dækket transport, overnatning og mad.
• Tuborgfondet. De støtter arrangementer, idéer og projekt er inden for fire områder
- Arbejdsmarked – fra ungdomsliv til arbejdsliv
- Entreprenørskab – rum for grønne idéer
- Demokrati – næste generations stemme og deltagelse
- Kreative Erhverv – vækstlag i rytmisk musik
Derudover har de en pulje målrettet til unge mellem 16-30 år, Drømmepuljen, hvor unge i målgruppen kan søge op til 100.000 kroner og få svar inden for 1 uge.
• Københavns Kommune. De har en lang række puljer.
Husk at fremhæve hvordan jeres idé kommer byens unge / foreninger til gode, når I søger her.
• Gå selv på jagt i fondslandskabet på siden aktivfundraising.dk. Det kan være en god idé at starte med at søge hos de mindre fonde, der ikke får så mange ansøgere og derfor er lettere at søge hos.
Tips og tricks til den gode proces
1. Start i god tid. De fleste fonde og puljer er 2-3 måneder om at give svar
2. Læs fondenes vejledninger og hvad de fokuserer på
3. Snak følgende igennem og tag korte noter til hvert punkt:
- Hvilke aktiviteter vil I lave?
- Hvorfor vil I lave dem / Hvad er formålet?
- Hvem er målgruppen / Hvem skal deltage?
- Hvornår vil I lave aktiviteten?
- Hvad koster aktiviteten / hvad skal pengenes bruges på? Vær realistiske. Fondene får mange ansøgninger. Jo tættere I søger på maksimum, jo større er risikoen for, at I får nej eller får mindre, end I har søgt
- Hvad tror I, der kommer ud af aktiviteten, efter den er afsluttet?
- Har I samarbejdspartnere? Det ser fonde positivt på.
4. Når I har et kort svar til hvert punkt, er I velkomne til at sende det til Ungdomsøen – så giver vi hurtige kommentarer. Måske vi kan tippe fonden/puljen om, at der er et fedt projekt på vej
5. Derefter er det en god idé at ringe til kontaktpersonen hos fonden/ puljen og fortælle kort. Hør om idéen lyder interessant for dem? Er der noget, I bør have fokus på? Hvornår er deres næste deadline? Hvornår kan I forvente et svar?
6. Skriv ansøgning i fondenes skabeloner. Husk at skrive hvordan jeres idé passer ind i fondenes fokusområder. I kan godt sende til flere fonde, så længe I husker at justere ansøgninger, så de passer til den enkelte fond
7. Send den gerne forbi Ungdomsøen til kommentarer, gode råd og anbefalinger til samarbejdspartnere, men husk at vi skal have 14 dage til at kommentere, medmindre vi har lavet en aftale inden
8. Send ansøgningen ind og kryds fingre