De 12 Giv-Et-År-engagerede fra Byens Hus, Platformen og Ungdomsøen mødtes til formidlingskursus på talerskolen Røst, som har til formål at give unge en stærkere stemme i det offentlige rum. I fællesskab blev de klogere på den gode tale.
Rystende stemme, svedige håndflader og pludselige problemer med at huske. Alle, som har holdt en tale, ved, at det kræver mod at tage ordet. Derfor klæder talerskolen Røst unge på til at kunne ytre deres meninger og bruge deres stemme. Denne gang er de 12 unge, som er en del af Giv-Et-År-programmet, blevet rustet til at holde tale.
Stærkere stemme, større selvtillid
For Liv Damkjer, som er Giv-Et-År-engageret på Ungdomsøen, er der mange indsigter fra talerkurset, som hun allerede nu aktivt bruger, når hun viser gæster rundt på øen. Hun fremhæver især vigtigheden af at appellere til sanserne:
“Vores underviser var virkelig god til at fortælle, at vi skal kode det, vi snakker om op på sanserne. Vi skal male et billede, hvor vi taler ind i noget, som folk kender. Det kan være en velkendt duft, en følelse eller beskrivelsen af et bestemt lys. Så husker folk bedre, hvad man fortæller dem,” siger Liv.
Den nyerhvervede tale-værktøjskasse er ikke kun relevant på Ungdomsøen. Kurset har givet Liv mod på at tage ordet i andre sammenhænge og for eksempel anvende redskaberne næste gang, der er en rund familiefest i horisonten. Det er noget, hun aldrig plejer at gøre, for som hun siger “jeg har aldrig før tænkt, at dén tager jeg lige.”
“Vi kan spejle os i mange af de samme ting”
En anden positiv oplevelse var fællesskabet, der blev styrket under kurset, hvor de 12 engagerede fra Giv-Et-År-programmet var samlet. Gruppen er normalt geografisk spredt på Ungdomsøen, Gentofte og Esbjerg, og mødes derfor sjældent i dagligdagen. Liv fortæller, at det er givende at mødes og spejle sig i hinandens oplevelser:
“Det var virkelig rart at kunne dele lidt med hinanden og give et par gode fif og råd. Det er sjældent, jeg kan fortælle mine venner, hvad der foregår, og de forstår hvad det vil sige at være Giv-Et-År-engageret på Ungdomsøen” siger Liv og tilføjer;
“Det var bare meget dejligt at være sammen med dem og også høre deres taler. Det var også en fin måde, vi kunne dele med hinanden på, hvad vi brænder for.”
I Giv-Et-År-programmet dedikerer unge ét år af deres liv til organisationer, hvor de arbejder, bor sammen med andre unge og laver projekter, deres hjerte banker ekstra meget for. Er du interesseret i Giv-Et-År-programmet, kan du læse mere her. Er man som virksomhed interesseret i Giv-Et-År-metoden, kan man læse mere her.