Unge fra hele landet kan fortsat tage til Ungdomsøen for at samles på tværs, være med til arrangementer og udvikle projekter, de drømmer om. Nordea-fonden støtter Ungdomsøen med 28 millioner kroner, der skal styrke organisationen frem mod 2026.
Siden åbningen i august 2019 har Ungdomsøen været en oplevelsesplatform, et ungefællesskab og et samlingssted for gæster fra nær og fjern. Det gamle søfort ud for Københavns Havn byder på spændende aktiviteter i underjordiske gange og i det grønne, bakkede landskab.
Med Nordea-fondens støtte kan Ungdomsøen fortsætte rejsen og visionen om at være platform for de næste generationers samfundsbevægelser. Her styrkes unge i at være engagerede og nysgerrige mennesker, som tager ansvar for hinanden og udviklingen af vores samfund.
Støtten styrker unge
Millionbevillingen løber fra 2022 til og med 2025. Den skal støtte op om organisationens udvikling, vidensdeling, partnerengagement og styrke unges engagement. Ungdomsøen drives af unges initiativer. De støttes i at skabe egne aktiviteter, som får nye ungebevægelser til at vokse frem.
Ungdomsøen deler viden og metoder til at styrke ungeengagement, så flere organisationer kan få glæde af unges drivkraft. For Dea Forchhammer, der er direktør ved Ungdomsøen, viser støtten tro på projektet og behovet for, at unge i højere grad bliver hørt.
”Vi er enormt taknemmelige for den tillid og opbakning, Nordea-fonden viser os her. Det viser en brændende tro på unges engagement, og at de fortsat har brug for et fristed og en platform, hvor de kan udfolde sig kreativt, innovativt, aktivistisk, og hvor nye bevægelser kan spire,” siger Dea Forchhammer.
Et langvarigt samarbejde
Ungdomsøen blev købt i 2015 af Nordea-fonden og A.P. Møller Fonden som en gave til hele den danske ungdom. Sidenhen har Nordea-fonden støttet og muliggjort platformen, der fortsat har et stort potentiale, som fonden er stolte af at støtte, fortæller Nordea-fondens uddelingschef, Christine Paludan-Müller.
”Ungdomsøen er en meget vigtig og visionær institution, som Nordea-fonden fortsat støtter i sit arbejde med at engagere den danske ungdom i øen og aktiviteterne. Ungdomsøen er et helt unikt mødested – for unge udviklet af unge. Visionen om at styrke unges engagement gennem fællesskab, foreningsliv og demokrati er fundamentet for de mange aktiviteter, der knytter de unge sammen – det, tror vi, er med til at skabe flere gode liv,” siger Christine Paludan-Müller.
Siden åbningen har Ungdomsøen haft flere end 78.000 besøg. Flere end 50 partnere har udviklet 451 arrangementer. Og unge har skabt 349 aktiviteter.
24-årige August Clemmensen har været med siden Ungdomsøens åbning. Her har han engageret sig i et væld af aktiviteter, hvor han har været med til at renovere øen, filme og tage billeder, arrangere nytårscamp og stifte en frivilliggruppe, der laver merchandise.
”Ungdomsøen har givet mig meget. Jeg betragter øen som et sted, hvor jeg kan lave alle de projekter, som ikke passer ind andre steder. Ungdomsøen er til gavn for mange unge. Når jeg er på øen, bruger jeg tid med en masse andre unge mennesker. Det er jeg meget glad for,” fortæller han.
Om Ungdomsøen
- Ungdomsøen er en unik og visionær platform for aktiviteter og projekter skabt af, for og med unge fra hele landet. Det er en fysisk ø, et fristed, et mødested og et fællesskab.
- Alle er velkommen på Ungdomsøen. Her kan både skoleklasser, virksomheder, organisationer og unge fordybe sig fagligt, styrke fællesskabet og gå på opdagelse langt fra hverdagen.
- På Ungdomsøen tør vi drømme stort, eksperimentere med alternativer, skabe møder mellem forskellige mennesker og fejre fællesskabet – også når vi fejler.
- Det var en gruppe unge spejdere, der i sin tid fik idéen om at købe øen og gøre den til en ungdomsø. Lige siden er det forskellige grupper af unge, der har sat retningen for Ungdomsøen.
- Ungdomsøen blev i fællesskab købt af Nordea-fonden og A. P. Møller Fonden i 2015 og givet som en gave til ungdommen. Sidenhen er øen blevet renoveret og åbnede i august 2019.
Om Nordea-fonden
- Nordea-fonden støtter projekter, der fremmer gode liv inden for fire områder: Sundhed, motion, natur og kultur.
- Projekterne kan være i alle størrelser, men har alle til fælles, at de er til gavn og glæde for mennesker over hele landet.
- Nordea-fonden uddeler også legater til studieophold i udlandet. Desuden støtter fonden uddannelse, forskning og innovation særligt inden for de fire fokusområder samt alment velgørende projekter.
- I 2022 forventer Nordea-fonden at uddele cirka 550 millioner kroner.
Kontakt
Linne Brade, kommunikationsansvarlig ved Ungdomsøen
28 29 92 52
Tine Wickers, kommunikationschef ved Nordea-fonden
40 70 37 84