Unge skal have en stærk stemme og indflydelse, når der træffes beslutninger i vores samfund. Det kan du være med til at sikre. Vi søger unge, der vil være med til at styrke unge stemmer. Vil du være med?
Nu sættes projektet UPLIFT i gang – et initiativ, hvor unge på tværs af Europa er med til at præge, hvordan vi kan styrke ungeinddragelse og engagement lokalt i deres samfund.
Er du mellem 16 og 30 år, og vil du være med til at sikre, at unge bliver hørt og inddraget, når der træffes beslutninger lokalt i Danmark og Europa?
Det er en helt unik mulighed, hvor du sammen med en række unge kan være med til at sikre, at unge har en stærk stemme og får indflydelse, særligt når det handler om beslutninger, der påvirker unge menneskers liv.
Første møde
Vi mødes første gang allerede den 8. til 13. oktober på Ungdomsøen.
Her skal vi sammen med andre unge og medarbejdere fra Sverige, Portugal og Irland mødes og sætte fokus på, hvor vi skal udveksle og skabe nye måder, hvorpå unge kan få endnu større indflydelse lokalt.
Vi er sammen på Ungdomsøen alle dage, hvor vi overnatter. Vi sørger for sejlads og byder på morgenmad, frokost og aftensmad hver dag.
Rammen for projektet
- Det er gratis at deltage og engagere sig i projektet.
- Du får mulighed for at besøge de andre værtsnationer, vi skal eksempelvis til Portugal i februar 2027 – hvor alt er betalt for dig.
- Du får mulighed for at udvikle og forme metoder til, at unge på tværs af Europa får mere magt og indflydelse i deres lokalsamfund.
- Du kommer til at møde, samarbejde med og få et netværk med andre unge fra Danmark og Europa.
- Du får en unik rolle som ekspert på at være ung, hvor du kan være med til at skabe forandring lokalt.
Projektet begynder i oktober 2026 og løber frem til vinteren 2028.
Vi ved, at ungdomslivet byder på mange muligheder og forandringer. Derfor er vi fleksible, og du behøver altså ikke at være med i hele perioden. Men det er vigtigt, at du kan være med til vores første møde i oktober.
Pladserne er få, og vi går snart i gang.
Meld dig til
Vil du vide mere, eller er du bare klar til at springe ud i det? Så skriv til Anna, der er engagementskonsulent hos Ungdomsøen.