P7 A4278

Muslingefarme og flydende huse: Unges visioner for Københavns Havn

Havneområderne i hovedstaden skal passe på naturen og samle mennesker om aktiviteter i lokale fællesskaber. Det er nogle af visionerne for en række unge, der var med til Havnelaboratorium, som satte fokus på fremtidens havn.

Der bor blåmuslinger og dyrkes svajende søgræs under de små flydende øer i havnen. Her samles børn, unge, voksne og ældre på tværs i de flydende bygninger til fællesmiddage og workshops om havneliv og bæredygtigt havbrug.

Det er drømmen for Københavns Havn for 12 unge, der var en del af Havnelaboratorium, som Ungdomsøen og udviklingsselskabet By & Havn inviterede til.

Havneliv for alle

Hovedstadens havneområder er under udvikling, og det er By & Havn, som leder og driver projektet. Det er vigtigt, at unge inddrages i processen, mener Benjamin Konge Henriksen, der er studentermedhjælper hos Ungdomsøen og arrangerede dagen.

”De unges kvalificerede inputs og kompetente viden er enormt vigtige for, hvordan vi indretter vores samfund. Derfor håber jeg, at By & Havn reelt vil tage de unge seriøst ved at følge deres anbefalinger, når de udvikler, ombygger og udbygger Københavns Havn,” siger han.

Dagen begyndte med en sejlende inspirationstur i båd i Københavns Havn, hvor de fik en historisk gennemgang og et overblik over havnen. Her besøgte de tegnestuen MAST ved Teglholmen, hvor de oplevede flydende arkitektur og byudvikling i og omkring vandet.

Bæredygtighed i fokus

De mødte også unge fra organisationen Havhøst, som viste deres muslingemarkeder i havnen. Herefter sejlede de med RIB-båd til Ungdomsøen til en workshop om konkrete ideer til fremtidens havn.

”Jeg kunne virkelig godt lide turen i havnen, hvor vi stoppede flere steder, jeg ikke kendte til. Det var spændende at se de flydende huse og muslingefarmen,” fortæller Islam Assi, der var en af de unge, der var med til Havnelaboratorium.

Han håber, at By & Havn vil bruge nogle af de unges ideer til udviklingen af havnen. For ham er det vigtigt, at havnen er at aktivt og kulturelt knudepunkt, hvor folk mødes.

”Det vil være interessant, hvis de kan implementere flere projekter, som kan bruges af mange mennesker, børn og unge. Mindre fokus på projekter relateret til store virksomheder. Og så glæder jeg mig til at se, hvordan det militære område forvandler sig de kommende år,” siger han.

Byens havneskole

Den store kreativitet og de mange nye perspektiver, som kom frem, imponerer Jette Rau, der er projektleder for havneudvikling ved By & Havn og var med på dagen.

”Vi ønsker at få de unges stemme, hvis vi skal udvikle en havneskole. Projektet skal henvende sig til børn og unge, så det skal gerne være noget, de har lyst til at bruge, også i fritiden. Jeg synes, at deres ambitioner er høje, og det vil også kunne smitte af på projektet,” siger hun.

Nye initiativer i havnen skal være miljøvenlige, bæredygtige og samlingspunkt for mange mennesker. Dét er de stærke visioner for de unge, som delte deres tanker.

I denne rapport kan du læse om alle de ideer, unge delte til Havnelaboratorium. Hvad drømmer du om for din havn?

Unges visioner for Københavns Havn