Et helt unikt år lakker mod enden for vores seks øboere. Inden de pakker taskerne og fragter minder, genstande og sig selv på land, stopper de op og reflekterer over deres år på Ungdomsøen midt i Øresund. Læs Jonas' refleksioner herunder.
Et fællesskab, der udfordrer, inspirerer og viser nye veje
Da jeg hørte om Ungdomsøen og Giv-Et-År-programmet, tænkte jeg: Det vil jeg vildt gerne.
Det lød så fedt, og jeg så det som en rigtig god mulighed for at udfordre min tolerance lidt. Jeg kan godt lide at tænke, at jeg er ret tolerant. Men jeg tror også, at jeg bruger det meste af min tid sammen med mennesker, der ligner mig selv ret meget, og så er det jo let nok at være tolerant, fordi man egentlig ikke er uenige om så meget.
Så det er klart en af de ting, der gjorde, at jeg søgte herud. I min tid på øen er jeg blevet overrasket over, hvordan andre unge ser på livet; hvordan de ser på verdens tilstand, fremtiden og hvad de prioriterer.
Jeg er blevet inspireret af det, for jeg synes, at der er mange, der har et ret stort mod i forhold til at se bort fra den traditionelle fortælling om, hvad der er fornuftigt.
De er i højere grad drevet af både deres interesser, deres moralske kompas og deres mavefornemmelse.
Det med at have en klar idé om, hvad de synes er vigtigt, og følge den vej - det synes jeg er meget fedt, og det er jeg blevet lidt håbefuld af.
For man bliver hurtigt fanget i den mølle, der er så berømt og berygtet: folkeskole, gymnasie, universitet, arbejde. Bum.
Det er også meget godt, men så kan man måske tage et par deroutes på vejen - for eksempel et år på Ungdomsøen - også selvom det i et traditionelt karriereperspektiv ikke er noget klogt træk.
Fugle i kikkerten, fisk på krogen og en kop kaffe i hånden
Ungdomsøen er en unik, lille ø. Jeg synes, det er skønt at bo på øen – jeg kan godt lide at kunne kigge langt ud i horisonten.
Det synes jeg er klasse, tænk at kunne det hver dag. Og bare have sol hele dagen. Der er ingenting, der skygger for solen.
Jeg er blevet glad for at sove i shelter på øen – det har jeg egentlig altid været, men herude er det exceptionelt flot.
En anden ø-vane, som jeg vil beholde, er at have langsomme morgener.
Jeg kan godt lide at stå tidligt op, lave en god kop kaffe og måske løse en kryds og tværs eller tage en kikkert og kigge på nogle fugle og artsbestemme dem, jeg ikke har set før, og læse lidt om dem i en fuglebog.
Jeg har brugt tid på at fiske herude, og for ikke så længe siden fangede jeg en havørred, som jeg grillede bagefter.
Der har også været et par hornfisk på krogen, som så er hoppet af i sidste øjeblik. Og små torsk, men de er fredet, så de kommer ud igen.
I starten ville jeg have sagt, at det var hårdt med logistikken i forhold til at sejle, men ikke nu, det er egentlig nemt nok at komme frem og tilbage.
Det har også den fordel, når man bor på en ø, at man bruger lidt færre penge i hverdagen – og så har man lidt flere penge til weekenden.
Jeg glæder mig dog til ikke at skulle logge i vores båd, Betty, længere. Hver gang man sejler, skal man skrive ind, hvem der sejler, hvor man sejler fra og motortimer.
Men fordelene udkonkurrerer langt ulemperne ved at bo herude. Det er så smukt og specielt.
Et aftryk, der varer ved
Jeg har været med til at lave en del renoveringer på øen. Det er fedt, fordi man kan give noget videre til det næste hold Giv-Et-År-engagerede, frivillige og mennesker, der kommer og bruger øen.
Det har været sjovt at være på drift-vagter og lave praktisk arbejde. Vi Giv-Et-År-engagerede får lov til at være primus motor på lidt større projekter.
Selvfølgelig får vi vejledning af nogle, der ved, hvad de laver, og har gjort det i mange år – men så eksekverer vi selv efterfølgende.
Freja og jeg har for eksempel fjernet gamle væg-til-væg-gulvtæpper og slebet de originale trægulve nedenunder, som er blevet ret flotte, så det er nice.
Jeg synes, det er sjovt at renovere. Jeg drømmer om at bygge mit eget hus en dag. Men at man kan gå rundt og lave det en hel dag – og så gå ud i solen og hoppe i vandet bagefter – så er man sådan: damn, det er en god dag.
Magiske events, hvor man løfter i flok
På øen har jeg lavet events, og det er ret nyt for mig at være med til, så det er noget, jeg har lært. Der er mange praktiske og logistiske ting fra at få offentliggjort kommunikationen til at få sørget for, at man har alle de ting, man skal bruge, til sejlads.
Magisk Vinterweekend var for eksempel et event, vi skabte fra bunden.
Weekenden handlede om at fordybe sig i noget sammen, så der blev holdt mange workshops – vi lavede workshops i akvarelmaling, papmaché, strikning, bagning, fermentering, kropsterapi og læderarbejde.
Måltiderne skiftedes man til at lave, og det samme med oprydningen – alle hjalp til – og det fungerede mega godt, at folk var fælles om noget og følte, at de var en del af et projekt sammen.
Drømme, relationer og nye perspektiver
Når jeg tænker på året, tænker jeg på alle de mennesker, jeg har mødt, og alle de relationer, jeg har fået. Det er måske det største af det hele – ikke så overraskende. Og det var også en af grundene til, at jeg kom ud på øen: for at møde folk og få nogle andre perspektiver.
Os seks, der bor her sammen, er for eksempel meget forskellige. Jeg er faktisk ret stolt af os alle sammen over, at det er forløbet så godt. Og så løser vi de konflikter, der er, på en ordentlig måde. Det synes jeg er lidt sejt.
Vi har været gode til at drømme stort i løbet af året. Og noget har vi nået, og noget har vi ikke nået.
Generelt er jeg blevet bedre til at se det fra et andet perspektiv – også selvom jeg er meget uenig i, hvad det nu end er, eller måden at gøre tingene på.
Så siger jeg nu i højere grad: “Okay, men vi har heller ikke de samme forudsætninger, så selvfølgelig har vi heller ikke det samme syn på den sag” – og så må jeg jo for eksempel tale min sag på en ordentlig måde.
Spørgsmålet, der kun er blevet større: Hvad vil unge?
Jeg er blevet mere nysgerrig på andre unge af at have boet her på Ungdomsøen. Men jeg er også blevet lidt mere forvirret. Jeg tror, at jeg før havde en bedre idé om, hvad unge gerne ville have og gerne vil.
Det, jeg tænker nu, er, at unge vil ekstremt, helt vildt forskellige ting, hvilket måske ikke er så overraskende. Det er svært at sammenligne en gruppe og så kun basere det på alder og tro, at folk er ens på grund af det.
Men vi er alligevel mere forskellige, end jeg lige havde regnet med. Det gør mig endnu mere nysgerrig på, om der alligevel er nogle fællestræk ved unge og de generationer, der er på vej ud i verden.
For det giver måske en idé om, hvor verden er på vej hen.