Gymnasieelever leger i snevejr på Ungdomsoen

Gymnasieelever lærer om projektledelse med Kurs Festival

Elever fra Niels Brocks Innovationsgymnasium tog turen til Ungdomsøen på en smuk decemberdag for at lære om projektledelse fra unge, der står bag Kurs Festival.

Føler du dig som en solrig sommerdag eller en kold og blæsende aften? Det måtte 120 elever fra Niels Brocks Innovationsgymnasiums projektlederlinje tage stilling til under deres besøg på Ungdomsøen. Mens eleverne koncentrerede sig om at finde den mest passende vejrmetafor for dagens humør, dalede snefnug fra himlen og lagde sig som et blødt, hvidt tæppe over øen.

Øvelsen ”Dit indre vejr” blev faciliteret af Trine, som er festivalleder for Kurs Festival – en ungeskabt og –drevet festival med rødder i Ungdomsøens fællesskab. Med vejrmetaforerne satte eleverne billeder på deres følelser , inden de satte gang i dagens gruppearbejde. Det er nemlig nødvendigt at være opmærksom på sig selv, når man arbejder med projektledelse, fortæller Trine, der sammen med festivalkollegaen Celine stod klar til at dele ud af sine erfaringer med projektledelse og skabelsen af en ny forening og festival.

Det giver så meget mening af så mange grunde. Det giver supergod mening for os at være i kontakt med målgruppen på en anden måde, end vi plejer. At undervise målgruppen i problematikker, vi oplever i vores hverdag, og at undervise den nye generation af projektledere i at have fokus på processen fremfor resultatet. Vi taler med dem om deres fejl og deres følelser omkring at fejle,” fortæller hun.

Kurs Festival deler viden og erfaringer med projektledelse på Ungdomsøen

DEN NYE GENERATION

Turen til Ungdomsøen gav eleverne et indblik i projektarbejde i den virkelige verden samtidig med, at de mødte hinanden på tværs af klasser og årgange. I sneen lærte de hinanden bedre at kende ved at tegne hinanden og finde noget, de var fælles om. Dagens højdepunkt var casearbejdet inde i varmen.

”Jeg synes faktisk, det har været meget godt i dag. Der har været okay meget at lave i forhold til vores projekt. Jeg synes, det var fedt, at den var inddelt i trin, så der ikke var for meget på én gang. Vi havde det meget sjovt, mens vi sad med casen,” fortæller Noah, som går i 2.g.

Noahs gruppe skulle identificere hvilke frivillige, en festival har brug for, og planlægge en rekrutteringskampagne. I løbet af to timer fik gruppen både overblik over, hvor mange typer frivillige de skulle finde og fandt på et slogan til deres kampagne; ”Unge über alles”.

Mens halvdelen af eleverne arbejdede med frivilligrekruttering, kiggede de andre på festivalens program. De skulle programlægge en festival med sporene ”Unge Ord”, ”Naturligt” og ”Det Performative Rum”. De talte om hvilke kunstnere, som skulle spille, og hvem det ville være en fed facilitator på et bartenderkursus.

Elever fra Niels Brocks Innovationsgymnasium besøger Ungdomsøen

BRUD MED KLASSENS FIRE VÆGGE

I år er andet år, at Niels Brocks Innovationsgymnasium tager turen til Ungdomsøen for at lære om projektledelse fra Kurs festival. Janus, som er uddannelsesleder på gymnasiet, ser stort potentiale i samarbejdet og i undervisningsformen. Han understreger, at det giver mening for eleverne at blive rystet sammen og ikke mindst møde hinanden uden for klasselokalet.

”For eleverne er det spændende at møde nogen, der faktisk arbejder med projektledelse i virkeligheden. For dem er det en rejse ud i praksis, sammen med nogen man kender og nogen, man ikke har arbejdet sammen med før,” siger han.

120 elever fra Niels Brocks Innovationsgymnasium besøger Ungdomsøen

MODIGE PROJEKTLEDERE

Trine drømmer om, at dagen giver eleverne et indblik i projektlederfaget. Hun håber, at de oplever en gennemsigtighed omkring de benspænd, man kan møde som projektleder, og at projektledere skal kunne mere end blot at opnå resultater.

Som projektleder er man nødt til at kunne tale med mennesker, formidle og have empati. Man skal være et helt menneske. Jeg håber, arbejdet med noget konkret motiverer dem og gør dem modige. Vi står klar på den anden side til at gribe dem,” siger hun.

Hvis du drømmer om at lede dit eget projekt, er Ungdomsøen måske platformen for dig. Du kan læse om, hvordan du kan skabe dit eget projekt på Ungdomsøen her. Du kan også blive en del af Kurs og lære side om side med Trine, Celine og de andre unge bag festivalen. Læs mere her.

120 elever fra Niels Brocks Innovationsgymnasium besøger Ungdomsøen for at lære om projektledelse med Kurs Festival.