På Ungdomsøen kan du som ung mellem 15 og 30 år sætte dit præg på øen. For eksempel ved at indrette et aktivitetsrum, som skaber en ny oplevelse på øen. Du skal blot følge denne guide:
1. BESKRIV DIN IDE
Du har fået en god idé til et rum, du gerne vil indrette på Ungdomsøens aktivitetsgang – megafedt! Nu skal du i gang med at beskrive din idé:
- Hvordan vil du/I aktivere rummet? Det skal danne ramme om fællesskab og aktivitet Skal rummet for eksempel være fyldt med brætspil? Eller vil du bruge rummet at lave en kunstinstallation?
- Hvordan inviterer rummet ind i Ungdomsøens fællesskab? Rummet behøver ikke altid stå åbent, men det skal gerne danne afsæt for fællesskab. Uanset om det er at være fælles om at spille pool eller brygge øl.
- Hvordan vil du/I vedligeholde rummet? Ungdomsøen står for løbende oprydning, men det er dit/jeres ansvar at rummet ellers spiller
- Hvor længe vil du forpligte dig til et rum? Du kan forpligte dig fra 3 til 12 måneder.
Du kan bruge denne skabelon (Aftale om ø-skaber-rum).
Brug for hjælp? Skriv til engagement@ungdomsoen.dk for spørgsmål eller hvis du vil ud at se rummene.

2. PRÆSENTATION FOR Ø-RÅDET
Ø-rådet* på Ungdomsøen råder over 5 ungerum.
Sådan ansøger du:
- Deltag til et ø-rådsmøde. Du kan deltage online eller fysisk.
- På mødet præsenterer du din idé.
Ø-rådet lægger vægt på, at rummet på en eller anden måde engagerer andre unge og lever op til ovenstående krav. - Når du har præsenteret for ø-rådet, bliver der stemt om hvilken idé, der skal realiseres.
Du skal tilmelde dig til hver ø-råd.
*Ø-rådet er Ungdomsøens demokratiske organ, hvor unge træffer beslutninger, der blandt andet vedrører Ungdomsøens fællesskab.
------------------------------------------------------------------------------
3. UDVIKLING AF RUMMET
Tillykke! Ø-rådet stemte din idé igennem! Nu skal du i gang med at realisere. For at komme godt i gang skal du tage fat på Mariann, som er tovholder, på e-mail mariann.burup@ungdomsoen.dk.
Mariann hjælper dig videre med din idé, plan og praktik.
Når du skal i gang med rummet er det vigtigt at huske at:
- Du og eventuelle medskabere selv står for indretning, udvikling og afvikling af rummet. Det kan du for eksempel gøre til arbejdsaftener.
- Du og eventuelle medskabere selv står for at finde inventar til rummet. Det kan være, I skal bruge noget specifikt udstyr, som skal købes. I så fald skal I selv søge om finansiering til det. Det kan også være, I skal bruge nogle møbler, det har Ungdomsøen lidt af, som I kan bruge efter aftale med Mariann.
- Når den periode, du har forpligtet dig til, udløber, kan du a) afvikle rummet og nulstille det til den stand, rummet var i, da du overtog eller b) forlænge perioden. Sidstnævnte foregår ved at ønske det på Ø-rådet, som tager stilling til forlængelsen.
- Ungdomsøen betaler for sejlads med Spar Shipping eller egne både i forbindelse med udvikling og afvikling af rummet. Sejlads i forbindelse med aktivitet i rummet betales særskilt af det arrangement, som aktiviteten er en del af.
OM RUMMENE
Ungdomsøens aktivitetsrum ligger som perler på en snor på den gamle Ammunitionsgang inde i fortet. Der er lys og en enkelt stikkontakt i hvert rum, men ellers er rummene tomme og klar til, at du og din fede idé kan flytte ind.
Rummene er cirka 15 til 30 kvadratmeter med et hvælvet loft, der er 1,65 meter på det laveste, men både størrelse og højde varierer meget. De kan virke lidt mørke, kolde og fugtige, men der er en okay temperatur (cirka 17 grader) og rig mulighed for at lave forskellige oplevelser.
Når du udfylder ovenstående skabelon, kan du komme med ønsker til rummet. Det kunne for eksempel være, at rummet skal kunne låses af, at der skal være fire stikkontakter, eller at der skal hænges noget op i loftet. Vi prøver at imødekomme de ønsker, så vidt det overhovedet kan lade sig gøre.
---------------------------------------------------------------------------------
KONTAKT
Vil du lufte din idé eller ansøge?
Du kan kontakte ØRA, Ø-rådets arbejdsgruppe, som faciliterer ø-rådets møder, på mail bliv.hort@ungdomsoen.dk. Følg Ø-rådet på facebook for mere info og dato for næste ø-råd.