Når du bliver ældre, bliver det sværere at hvile i at lege. Men i en verden, hvor alt går stærkt, har vi brug for at lege, mener Caroline Schack-Nielsen, der sammen med teamet af Giv-Et-År-engagerede fra Ungdomsøen og Platformen er blevet uddannet legeinstruktører.
Du stirrer intenst ned, mens du hopper fra sten til sten i Jorden er giftig. Du mister vejret, mens du spurter efter din ven i fangeleg. Du får en lykkerus og råber ”3-2”, når bolden endelig suser forbi målmanden.
Kan du huske dengang?
At lege for at lege
De unge beboere fra Ungdomsøen og Platformen er blevet uddannet legeinstruktører hos Gerlev Idrætshøjskole. Kurset er en vigtig del af året som Giv-Et-År-engageret, hvor de unge tager imod og faciliterer aktiviteter og helt særlige oplevelser for flere hundrede gæster.
På kurset lærte de at facilitere lege, at give sig hen, at glemme formål, at turde grine, at lege for at lege. Og alt det vil unge og gæster hos Ungdomsøen og Platformen få glæde af, næste gang de skal lave aktiviteter.
Der kan opstå et ret magisk rum mellem mennesker, når man leger, fordi man er så på og til stede, og det er vigtigt i dag, hvor altid går stærkt, fortæller Caroline Schack-Nielsen, som bor på Ungdomsøen.
”Der blev lagt stor vægt på, at en succesfuld leg er der, hvor man har det sjovt, og legen fungerer, fremfor at man følger alle regler til punkt oo prikke. Den magi, som opstår, når man leger og bare gør det for at have det sjovt, er klart det, der er det sværeste at opnå,” siger hun.
Nærvær med gæsterne
Caroline Schack-Nielsen og resten af holdet af Giv-Et-År-engagerede har fået en masse nye legeredskaber, som de glæder sig til at bruge sammen med gæster på Ungdomsøen og Platformen.
Hendes vigtigste læring er, at leg ikke kun er for børn. Leg er for alle.
”Kurset har i høj grad gjort mig mere modig i forhold til at turde sig "hey, skal vi lege?” Og det vil jeg bruge på øen, hvor man jo ofte som Giv-Et-År-engageret har en værtskabsrolle,” siger hun.
Lauritzen Fonden har støttet de unge Giv-Et-År-engagerede uddannelse som legeinstruktører på Gerlev Center for Leg og Bevægelse og Gerlev Idrætshøjskole.