Københavns Kommune investerer i unges fællesskaber med en ny flerårig bevilling til Ungdomsøen. Det er en tillidserklæring til unge og deres store engagement, mener Ungdomsøens direktør, Dea Forchhammer.
Ungdomsøen modtager en ny bevilling fra Københavns Kommune på 2,1 millioner kroner årligt fra 2026 til 2029. Bevillingen skal styrke unges muligheder for at engagere i kultur og fritidsliv, tage del i fællesskaber og udvikle egne projekter.
Bevillingen er en forlængelse af den støtte, Ungdomsøen har modtaget siden 2022. Og den understreger samarbejdet mellem Ungdomsøen og Københavns Kommune om at understøtte unges mod og engagement i udviklingen af vores samfund.
“Det betyder enormt meget, at Københavns Kommune fortsætter sin støtte til Ungdomsøen. Det er en tillidserklæring til unge og til det potentiale, der opstår, når unge får mulighed for at forme og føre egne idéer ud i livet,” siger Dea Forchhammer, direktør for Ungdomsøen.
”Vi arbejder hver dag for at skabe en platform, hvor unge kan tage ejerskab, bliver en del af et fællesskab og får mod på at udvikle nye strømninger, der gør vores samfund bedre. Og med den her støtte kan vi nå endnu længere,” uddyber hun.
En platform for unges engagement
Ungdomsøen åbnede i august 2019 med visionen om at være en platform for de næste generationers vigtigste samfundsbevægelser. I dag bruger både unge fra skoler, uddannelser, organisationer, foreninger og vennegrupper øens rammer til forskellige formål.
I 2024 havde Ungdomsøen 26.000 besøg. Hver måned engagerer flere hundrede unge sig frivilligt i at skabe Ungdomsøen. Og hvert år flytter seks unge ind på øen, hvor de i ét år er med til at drive platformen, udvikle projekter og bestemme, hvad øen skal være for flere unge.
Sol Rem Rasmussen er én af de unge. De har boet på Ungdomsøen fra 2024 til 2025 og engagerer sig stadig i projekter og events. At flere unge, som har drømme, fortsat kan bruge øen til at skabe projekter med bevillingen fra Københavns Kommune er vigtigt, fortæller de.
”Jeg nyder den ro, som påvirker fællesskabet. De smukke omgivelser er for mig en gylden start til at møde nye mennesker, som også vil lade sig imponere af de fysiske rammer. Jeg får lov til at være følelsesmæssigt forbundet til øen, fordi her er så frie rammer til, at jeg kan bruge den, som jeg har brug for det. Det styrker min lyst til at blive,” siger Sol Rem Rasmussen.
Bevillingen understøtter særligt tre initiativer
- Platform for kultur og fritidsliv: Hele året kan unge københavnere bruge øens faciliteter, natur og overnatte gratis i shelter, telt og sovesal.
- Kreativt åndehul for unges engagement: Unge kan udvikle projekter og events for andre unge. Det er eksempelvis eksamenseksil, kunstrefugier, festivaler og weekender med workshops, oplæg og fællesmiddage.
- Camps for unge på kanten af fællesskabet: Øen danner ramme om trygge oplevelser for unge, der ikke i forvejen tager del i et fællesskab. Det gør vi i samarbejde med skoler, organisationer og partnere.
Med den nye bevilling fortsætter samarbejdet med Københavns Kommune om at gøre hovedstadens kultur- og fritidsliv mere inkluderende, mangfoldigt og drevet af unges engagement.