Kristians Vaerk Forside

Årets kunstværk er flyttet ind i kiosken på Ungdomsøen

Det er blevet en tradition, at en engageret skaber et kunstværk, når Ungdomsøen har fødselsdag. I år er det Kristian Rovelt, der har kreeret værket i form af et postkort. Nu har du mulighed for at hente postkortet i kiosken på Ungdomsøen og sende det ud i verden.

På vejrudsigten har mørke skyer og regn truet, men i dette øjeblik til Ungdomsøens fødselsdag skinner solen gennem skyerne ned over de fremmødte og skaber glimt i vandet, der omkranser øen. Kristian Rovelt, som har boet et år på øen, rejser sig op. Han har glædet sig til dette øjeblik, hvor han skal præsentere årets værk, som han er kunstneren bag.

Kristian

10x15 cm
De foregående år har årets værk været en plakat, men i år kan man have det liggende i sin hånd. Kristian har valgt at lave sit værk i form af et postkort, og det er der en helt særlig grund til:

“Jeg synes, at værket skulle udstråle mit år på Ungdomsøen som Giv-Et-År-engageret. I forhold til hvordan jeg selv har haft det, og hvad der har fyldt for mig. Og jeg har gået og lavet de her postkort til mine venner og familie og sendt dem i løbet af året,” fortæller han og beretter, at det gennem året blev et pusterum at male postkortene.

Ved bålet er alle velkomne
Motivet på værket forestiller et bål på kajen, og for Kristian vil bål og Ungdomsøen altid være tæt knyttet:

“Det er lige meget, hvem du er, hvis du er på øen, så er du velkommen ved bålet. Det har fyldt meget for mig, fordi det har været dér, mange af de gode minder i løbet af året er blevet skabt,” fortæller Kristian.


Det originale værk er skabt med akvarelfarveblyanter på akvarelpapir

Bålet med de mange facetter
Vender man det originale værk om, finder man disse ord skrevet:

“Hvis ilden skal rase mere end et øjeblik må der bruges tid og kræfter på nænsomt at bygge et bål.”

Ordene er forfattet af Nikolaj Loufbye. De er blevet født til et poesirefugium på øen, som Kristian stod for at facilitere som et af sine projekter gennem året på Ungdomsøen:

“Det var utrolig rørende at være en del af poesirefugiet ude på øen. At kunne skabe det her præstationsfrie rum, hvor man samtidig kan udvikle sin kunst og fordybe sig i den. Men også føle, at det er okay, at den bare er, som den er.”

Send et stykke Ungdomsø ud i verden
Det er nu muligt at finde postkortet i kiosken på Ungdomsøen, så man kan sende en hilsen ud til en, man har kær. Ungdomsøen tager sig af portoen. Det glæder Kristian:

“Jeg håber, at folk tager de her postkort og sender dem af sted eller tager dem med hjem. At de får lov at leve og være en del af nogens oplevelse på Ungdomsøen.”

Fra oktober 2023 bliver det også muligt at købe værket opsat som en plakat i kiosken.


20230906 094814348 i OS