Trivselskommissionen er nedsat af regeringen, og den skal udvikle anbefalinger om børn- og unges trivsel. Frem til den 30. april 2024 har de en åben folkehøring. I den forbindelse inviterer Ungdomsøens unge kommissionen ud til øen til en snak om unges trivsel. Læs invitationen herunder.
Kære medlemmer af Trivselskommissionen
Først og fremmest, tak for at tage initiativ til folkehøringen om børn og unges trivsel, det, mener vi, er vigtigt.
På vegne af alle Ungdomsøens unge vil vi gerne invitere jer til en særlig dag på Ungdomsøen, hvor vi kan samles og starte en åben samtale om de centrale emner, der påvirker unges trivsel i dag.
Vi tror på, at direkte dialog er nøglen til at forstå de udfordringer, unge står overfor i dag, og at den kan føre til konkrete indsigter, idéer og løsninger.
På Ungdomsøen er der plads til at drømme, udvikle og tænke store tanker. Her skaber vi rum, hvor alle stemmer respekteres og høres. Vi er ikke bundet af én specifik agenda, men er en platform for unge fra hele landet.
Vi ønsker at invitere til en samtale om unges trivsel, der reflekterer mangfoldigheden af unges oplevelser og perspektiver. Vi håber, I vil komme ud på Ungdomsøen og møde os.
Vi ser frem til at høre fra jer.
De bedste hilsner
Ungdomsøens unge