Katrine 5
Created by potrace 1.16, written by Peter Selinger 2001-2019

Katrine håber at samle unge på tværs af landet

I midten af august flytter seks unge ind på Ungdomsøen, hvor de giver et år af deres liv til de unges ø. Vi er stolte af at præsentere Katrine som en del af det nye hold Giv-Et-År-engagerede. Herunder kan du lære hende lidt at kende, indtil du får muligheden for at møde hende på øen i løbet af det næste år.

Hvorfor søgte du om at blive Giv-Et-År-engageret?

Da jeg kom hjem til Danmark efter at have læst et semester i udlandet, boede jeg pludselig alene igen i min lejlighed, stod uden job og skolen startede først to måneder senere. Jeg havde sparet op og ville bruge tiden på at søge jobs og finde ud af hvilken kandidat, jeg skulle læse. Efter at have været hjemme en måned ramte jeg lidt af et hul, da jeg begyndte at blive i tvivl om hvad jeg egentlig ville efter min bachelor, og jeg besluttede derfor, at jeg ikke skulle læse direkte videre. Jeg faldt over en instagram-annonce samme aften, som der var deadline, og tænkte at det var lige hvad jeg havde brug for – et pusterum fra at skulle tænke på fremtid og karrierer og at præstere – og have muligheden for at være til stede i nuet. Det, der især tiltrak mig, var den fysiske flytning ud på en ø.

Hvad er du mest spændt på ved at blive en del af et ungefællesskab, der samarbejder på tværs af landet?

Jeg er superspændt på at møde unge fra andre dele af landet og lære om hvilke udfordringer, vi deler, men også få åbnet øjnene for andre perspektiver end mit eget. Jeg er selv vokset op i hovedstadsområdet og opfatter desværre Danmark som værende blevet meget opdelt. Jeg håber, at initiativer som dette kan være medvirkende til at skabe en stærkere sammenhængskræft hos unge i Danmark. Jeg glæder mig også til at møde andre frivillige, der har en passion om at hjælpe og gøre en forskel.

Hvad håber du at få indflydelse på i dit år som Giv-Et-År-engageret?

Jeg har som sådan ikke ét specifikt område, jeg ønsker at have indflydelse på. Jeg ønsker generelt at gøre en forskel, og det kan jo komme i mange former. Dog kunne jeg godt tænke mig at tage fat i voksende problemer for unge i dag. Det kunne være spændende at starte initiativer til at hjælpe unge med ensomhed eller generelt sammenkoble unge mere. Det er virkelig et område, som er vigtigt og som jeg mener der ikke bliver fokuseret nok på i dag.

Hvad glæder du dig til at prøve kræfter med i doing above learning stil?

Jeg tror, jeg bliver udfordret meget på det punkt. Jeg er meget perfektionist, og det bliver nyt for mig bare ”at gøre”. Jeg glæder mig til at komme på dybt vand og se hvad der sker og hvad udfaldet bliver når man ”gør”. Meget af mit liv – og andre unges for den sags skyld – er så fokuseret på læring og at følge en bog eller en bestemt måde at gøre tingene på. Jeg glæder mig til at få frie tøjler.

Hvad drømmer du om?

Jeg drømmer om at gøre en forskel. Det lyder måske lidt naivt, men jeg ønsker at gøre en forskel på den ene eller den anden måde. Det kan både være større eller mindre, men jeg har et ønske om at min tilstedeværelse i verden har et formål. Derudover har jeg også mindre drømme for opholdet. Jeg ønsker at være mere til stede og leve mere i nuet, samt at finde ro i mig selv.