Skal jeres unge en gratis tur til Ungdomsøen? Tilmeld jer Smag på Ungdomsøen og få en unik oplevelse sammen, når vi sejler ud i Øresund, møder andre unge, laver mad med FRAK og spiller Lazertag i fortets underjordiske gange.
Ungdomsøen og fritidsakademiet FRAK tilbyder nu unge fra udsatte boligområder en helt særlig natur- og kulturoplevelse på Ungdomsøen; en ø for, af og med unge i hele Danmark. Her samles unge fra nær og fjern om at lave aktiviteter og projekter, de selv brænder for.
Med Smag på Ungdomsøen i udbud gør vi det nu nemt og gratis for fritidsklubber, helhedsplaner eller organisationer fra udsatte boligområder i København at besøge Ungdomsøen, møde andre ungefællesskaber og få en unik oplevelse med hjem.
Program for dagen
11.15: Færgeafgang fra Nyhavn
11.45. Velkomst og rundvisning af engagerede unge på øen
12.45: Madworkshop med FRAK
16.00: Lazertag i fortets underjordiske gange
17.05: Færgeafgang fra Ungdomsøen
Praktisk om tilmelding
Vi afholder flere dage med Smag på Ungdomsøen. Der er ledige dage den 9. oktober og 16. oktober.
På hver aktivitet kan I tilmelde op til 20 unge fra jeres boligområde og 4 pædagogiske medarbejdere. Ungdomsøen og FRAK har ansvaret for aktiviteter, planlægning, afvikling, forplejning og sejlads på dagen.
Jeres medarbejdere, som ledsager de unge, har det pædagogiske ansvar, samt ansvaret for at komme til havnen, deltage med jeres unge og støtte dem i den efterfølgende proces.
Pladserne bliver fordelt efter først til- mølleprincippet og tilmelding foregår via dette link:
https://ungdomsoen.nemtilmeld.dk/series/foodlab-med-frak-og-ungdomsoeen/
Har du spørgsmål? Skriv en mail til anna.rask@ungdomsoen.dk med emnefeltet: Foodlab 2022.
Vi ser meget frem til at tilbringe en rigtig sjov dag sammen med jer ude på Ungdomsøen!
Lidt om Ungdomsøen
Ungdomsøen er en platform, hvor unge kan mødes på tværs af interesser og samles om projekter, arrangementer og events udført for, af og med unge. Her kan unge selv bestemme, hvordan de vil bruge øen. ”Det er et frit sted, hvor man slipper for præstationskultur, og det formår at være en helt unik boble, der nærmest er sit eget lille utopiske univers” (engageret, Ungdomsøen). Ungdomsøen vil være med til at skabe positive forandringer i hele Danmark ved at støtte unge i at skabe aktiviteter, kurser og idéer for unge.
Lidt om FRAK
FRAK er en socialøkonomisk virksomhed, der gør unge fra udsatte byområder mellem 13-17 år gode til at arbejde. De unge får en tryg træningsbane hos os, hvor de kan prøve kræfter med sig selv og forskellige typer opgaver. Vi træner dem i at have et fritidsjob, så de får sved på panden, penge på lommen og arbejdserfaring på CV’et. Vi møder de unge i øjenhøjde, og ser dem som kollegaer - og ikke som en bestemt målgruppe med særlige udfordringer. Og så hjælper vi dem videre, når de er klar til et fritidsjob.