Hvad gør dig glad i hverdagen? Hvornår er man overhovedet glad? Hvilke udfordringer, føler du, kan presse dig som ung?
Har du nogle svar, refleksioner eller strøtanker, så hører vi gerne fra dig! For i april måned, indsamler vi, Ungdomsøen, en helt masse perspektiver om unges trivsel.
Dem sender vi ind til Trivselskommissionen, som lige nu har en folkehøring, hvor alle kan komme med input til emnet. Den vigtige samtale vil Ungdomsøen gerne bidrage til - men vi kan ikke gøre det uden dig!
Hvad er Trivselskommissionen, tænker du måske? Det er en kommission nedsat af regeringen. Den består af en formand og ti medlemmer, og dens formål er, at den skal komme med anbefalinger til regeringen på børne-ungeområdet.
I mediebilledet ser man mange folk have en holdning til unges trivsel, og det er skønt med forskellige perspektiver, men på Ungdomsøen mener vi, at det er vigtigt, at der kommer helt ægte refleksioner om det at være ung i 2024 fra unge selv.
Der er flere spørgsmål at besvare og nogle af dem er disse:
Hvad er et godt ungeliv?
Hvad er trivsel for dig?
Hvornår har man det godt som ung?
Hvad er nogle af de vigtigste elementer i din hverdag, for at du trives?
Hvilke udfordringer står unge overfor i dag?
Er der helt nye udfordringer for unges trivsel? - hvis ja, hvordan kommer de til udtryk?
Er der udfordringer, der særligt har ændret karakter?
Hvilke årsager er der til unges stigende mistrivsel?
Hvordan kan det være, at flere unge har det dårligere i deres hverdagsliv end tidligere?
Hvilken forskellige arenaer i unges hverdag er afgørende for den stigende mistrivsel?
Hvordan kan vi forebygge og afhjælpe unges mistrivsel?
Med hvilke konkrete tiltag kan vi fremme unges trivsel, og dermed forebygge mistrivsel?
Hvordan kan vi bedst hjælpe unges i mistrivsel?
Hvor er det vigtigst at sætte tidligt ind, for at forebygge unges mistrivsel?
Alle spørgsmålene handler om børn og unges trivsel, men her på Ungdomsøen taler vi særligt de unges sag, så det har vi valgt at fokusere på, både i spørgsmålene og når vi sender vores bidrag til folkehøringen ind.
Hjælp med at skabe forandring og giv dit perspektiv her - vælg for eksempel ét spørgsmål eller flere og svar på det/dem.
Du er også meget velkommen til at hoppe direkte ind på Trivselkommissionens hjemmeside her og udfylde alle spørgsmålene på egen hånd.
Følg med på Instagram og TikTok, hvor vi sætter fokus på emnet - vi hedder @ungdomsoen begge steder.