fbpx

Giv-et-år til Ungdomsøen

Du kan engagere dig ved at ”give et år” til Ungdomsøen (og dig selv). Giv-Et-År er en mulighed for dig, der vil prøve kræfter med konceptudvikling og praktisk arbejde på et så stort projekt som Ungdomsøen og bo med andre unge mennesker på en ø. Det kan være for dig, der har afsluttet gymnasiet, dig der allerede har eksempelvis en håndværksuddannelse eller for dig, der gerne vil bruge dig selv praktisk og menneskeligt og lære om dig selv, organisationen, øen og fællesskab. Stillingerne giver mulighed for både personlig udvikling og for at blive en del af Ungdomsøens udvikling. Som GEÅ er du både med, hvor det sker og, du kommer til at opleve stilheden midt i Øresund, når gæsterne er taget hjem efter en begivenhedsrig dag.

Som GEÅ er dine ansvarsområder forskelligartede herunder; drift og vedligeholdelse, udvikling og afvikling af Øens aktiviteter i samspil med sekretariatet samt støtte til- og ansvarlig for arrangementer.

Hvordan fungerer det?
Når du engagerer dig som GEÅ bor du på Ungdomsøen i 1 år sammen med minimum 3 andre unge. Det er typisk i foråret du kan ansøge og efter sommeren, du starter. Uanset hvilken sæson vi er i, når du læser dette og bliver nysgerrig er du meget velkommen til at skrive til Anna på anna.larsen@ungdomsoen.dk.