fbpx

Er du i tvivl? Denne side kan måske hjælpe dig med at finde det svar, du søger!

Frivillighed/Engagement  

Hvordan bliver man frivillig på Ungdomsøen?  

Hos Ungdomsøen er vi simpelthen så heldige, at der er mange måder at være en del af vores fællesskab. Se nogle af mulighederne herunder.  

  • Er du praktisk anlagt og nyder at arbejde med dine hænder? Bliv ø’xplorer aka. praktisk frivillig, der hjælper med drift og vedligehold af Ungdomsøen. Der afholdes arbejdsaften tirsdage i ulige uger, arbejdsweekend hver sjette uge samt jule- og sommercamps. Meld dig til via NemTilmeld eller kontakt Amalie for mere information.   
  • Elsker du at fortælle og formidle? Bliv ambassadør, der tager ud i landet og fortæller om Ungdomsøen. Ambassadørkorpset tager fx på Roskilde Festival, Naturmødet, Ungdommens Folkemøde. Kontakt Fredrik og hør mere om, hvordan du bliver ambassadør, eller læs mere her.  
  • Vil du være med til at sikre, at Ungdomsøens gæster får et godt førstehåndsindtryk? Bliv vært, der hjælper til med kaj- og kioskvagten på Ungdomsøen, hvor du tager imod gæster på kajen og sørger for store smil fra ankomst til afgang! Kontakt engagement@ungdomsoen.dk hvis du vil høre mere om, hvordan du bliver vært.  
  • Er du til lidt af det hele og bare mega interesseret i at hjælpe, hvor der er brug for det? Bliv flexfrivillig, der kan lidt af hvert. Du kan blive medlem af Ungdomsøens Fællesskab på facebook, hvor der løbende bliver delt arrangementer, hvor der er brug for hjælp. Du kan også skrive til engagement@ungdomsoen.dk, hvis du bare gerne vil i gang! 

Se flere muligheder for at engagere sig i oversigten her.  

Kunne du ikke lige finde en gruppe, der passer til dig, eller har du en fed idé til et nyt projekt eller gruppe, vi skal opstarte? Så skriv en mail til engagament@ungdomsoen.dk.  

Skal man være medlem?  

Ungdomsøen er ikke en forening, og man skal derfor ikke være medlem for at være en del af fællesskabet! Det giver DIG større frihed for at være med og bruge øen, når det passer dig – uanset om du er frivillig eller gæst.

Jeg har en god idé! Hvad gør jeg nu?  

Vi elsker gode idéer hos Ungdomsøen! Er du…  

  • En idérig ung med en god idé til noget fysisk på øen eller en idé til noget, vi skal arrangere for unge? Skriv til engagement@ungdomsoen.dk  
  • En ungdomsorganisation, der vil lave noget i samarbejde med Ungdomsøen? Kontakt Mads, der er Ungdomsøen partnerskabsansvarlige!  
  • En privatperson eller ungdomsorganisation, der ønsker at holde et sygt fedt arrangement på øen? Skriv til bookingafdelingen booking@ungdomsoen.dk! 

Jeg bor vest for Storebælt. Er det så stadig min ø?  

Ja! Ungdomsøen er ALLE unge i Danmarks ø. Selvom øen ligger i Øresund, rækker vi ud til alle Danmarks unge. Vores ambassadører tager ud i landet og møder de unge, hvor de er. Du kan for eksempel møde dem til fællesspisning i Aarhus, til folkemødet på Bornholm eller på Roskilde Festival.
Deltager du som frivillig i et af Ungdomsøens arrangementer, kan du faktisk også få rejserefusion, hvis du krydser minimum én af de store broer.  

Besøg øen  

Hvordan kommer jeg ud på øen?  

Du har i udgangspunktet to muligheder  

  • Sejl selv i egen båd, kajak eller på paddleboardVær opmærksom på, at der opkræves havnegebyr på 70 kr pr person på 26 år eller derover. Til gengæld er det gratis, hvis du er 25 år eller yngre. Læs mere under Besøg Øen. 
  • Tag færgen fra Nyhavn. SparShipping sejler alle dage undtagen mandag. Du køber billet via https://sparshipping.dk/   

Hvor finder jeg information om arrangementer på øen?  

Du kan læse om fremtidige arrangementer på Ungdomsøen her på hjemmesiden eller på Ungdomsøens facebookside. 

Kan jeg overnatte på øen?  

På Ungdomsøen er der mange forskellige muligheder for overnatning. Læs mere om overnatningsmulighederne under Besøg Øen.

Kan jeg købe mad på øen?   

Der er ikke restaurant og café på Ungdomsøen, så du skal huske at have madpakke med, når du drager på eventyr. Skulle du blive lidt lækkersulten, kan du gå i kiosken, hvor du kan købe snacks og kolde drikkevarer (og selvfølgelig også Ungdomsø-merchandise!). 

Hvornår er øen åben?   

Ungdomsøen er åben 365 dage, 24/7 – dog med en enkelt undtagelse i dagene mellem jul og nytår, hvor der i udgangspunktet er lukket for besøgende, da vi plejer at afholde julearbejdscamp. Er du i tvivl om øen er åben, når du gerne vil derud? Skriv til booking@ungdomsoen.dk, så skal du få svar! 

Ungdomsøens havn og kiosk er åben alle dage i tidsrummet 9-21.

Er Ungdomsøen tilgængelig for mennesker med handicap?  

Ungdomsøen er for ALLE, også mennesker med fysiske og mentale handicap. Der er to kørestolsegnede værelser, og man kan se store dele af øen, selvom man er gangbesværet. Dog er der enkelte steder, der er ufremkommelige, hvis man er afhængig af kørestol.  
Vær også opmærksom på, at kørestolsbrugere skal løftes på og af færgen ved håndkraft.   

Hvad koster det?  

At opholde sig på Ungdomsøen er gratis. Kommer du i egen båd, skal du betale et havnegebyr, hvis du er 26 år eller derover. Kommer du med færgen, skal du købe færgebillet hos SparShipping – bare rolig, vi opkræver dig ikke for at træde i land på øen, når du stiger af færgen!  

Hvis du ønsker at overnatte eller bruge Ungdomsøens møde- og/eller køkkenfaciliteter, koster dette ekstra. Læs mere under Besøg Øen eller kontakt booking@ungdomsoen.dk for mere information.  

Hvorfor koster det “så meget”?  

Ungdomsøen er de unges ø. Vi har valgt at køre en Robin Hood-model, der betyder, at det er de voksne, der betaler mestPå den måde bidrager de voksne og virksomheder, der bruger Ungdomsøen, direkte til at sikre Ungdomsøens fremtid og derved Danmarks unge.  

Må jeg lave bål på øen?  

Ja, alt det du vil! Så længe du overholder Ungdomsøens reglement for åben ild. Henvend dig til Ungdomsøens personale eller frivillige, hvis du vil lave bål.  

Der må afbrændes bål i de store bålkar på lejrpladsen. Ønsker du at lave bål andre steder, kan du leje et bålfad i kiosken. Der er også mulighed for at leje andet bålgrej. Spørg Ungdomsøens frivillige og/eller personale efter dette.  

Hvad sker der om vinteren? 

Ungdomsøen er åben hele året – også i vinterhalvåret. Vinteren inviterer til at udforske de 16.500 kvm af øens indendørs areal, hvor du bl.a. kan finde aktivitetsrum. Derudover afholdes Åben Ø første lørdag i hver måned i løbet af vinterhalvåret.

Er øen kun for spejdere? 

Nej! Ungdomsøen er OGSÅ for spejdere. Ligesom at Ungdomsøen er håndboldspillernes, gamernes, musikernes, ungdomspolitikkernesrollespillernes og så videre. Det er ALLE unge i Danmarks ø, uanset hvad man interesserer sig for! Det vigtigste er, at man passer på øen og tager hensyn til hinanden. 

Er man ikke velkommen, hvis man er over 25 år? 

Jo! ALLE er velkomne på Ungdomsøen. Det er lige meget om du er ung på papiret eller ung af sind. Dog skal du være opmærksom på, at vi har prisdifferentiering, der betyder, at voksne (på 26 år eller derover) betaler mere end børn og unge. Læs mere om hvorfor under Hvorfor koster det ”så meget”? og Hvordan løber øen rundt økonomisk? 

Må jeg drikke alkohol på øen? 

Ja, så længe du husker, at du er på en ø. Det betyder, at du skal være ekstra opmærksom på omgivelserne. Det skal dog ikke sætte en stopper for festen! Har du glemt dine øl og cider på fastlandet, er det muligt at købe i kiosken, hvis du er over 18 år.  

På øen  

Hvad kan man på øen?  

Ungdomsøen er en oplevelsesplatform for unge, hvor de unge selv bringer indholdet. Det betyder, at man faktisk kan mere eller mindre ALT på Ungdomsøen.  

Hvis du besøger Ungdomsøen alene eller sammen med dine venner, kan I nyde havnebassinet, leje bålgrej og købe brænde til at lave et hyggeligt bål eller gå på opdagelse i de historiske gange. I kan overnatte i shelters eller i de nyrenoverede sovesale og nyde udsigten, roen og hinanden. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser! 

Besøger du øen med din klasse, familie, ungdomsorganisation eller arbejde, kan I booke aktiviteter, som Ungdomsøens frivillige står for. Der er blandt andet rundvisning, ø-stratego, fotoløb og stjerneløb. Læs mere her.

Hvordan finder jeg rundt?  

Ungdomsøen er stor, og der er mange gange og kanonstillinger at gå på opdagelse i. Der er mulighed for at få udleveret kort hos øens frivillige og personale. Du behøver dog ikke et kort for at gå rundt på øen. Nogle gange skal man bare lade sig føre af sin nysgerrighed, og har du brug for hjælp, skal du endelig ikke være bange for at spørge om vej! 

Hvor stor er øen?  

Ungdomsøen er omkring 70.000 kvadratmeter. Det svarer til omkring ti  fodboldbaner. 53.500 udendørs kvm (ca. otte fodboldbaner) og 16.500 kvm indenfor (ca. to fodboldbaner). Men det er lidt svært at forholde sig til. Derfor har vi lavet en hurtig, lille tidsoversigt til dig. 

Det tager: 

  •  Mellem 10 og 15 minutter at gå rundt om hele øen på den yderste perimeter, hvor lejrpladsen ligger. 
  • Ca. 7 minutter at gå fra kajen og op til amfiteateret. Det kan også gøres hurtigere, hvis du kender genvejene. 
  • Ca. 5 minutter at komme fra kajen og til Hangaren. 
  • Ca. 2 minutter i gennemsnit at komme fra kajen og ind til størstedelen af rummene inde i fortet. 

Jeg har glemt mine yndlingsbadebukser på øen. Hvordan får jeg dem igen?  

Hvis du glemmer noget på Ungdomsøen, bliver det lagt i glemmekassen. Kontakt gerne booking@ungdomsoen.dk når du bliver opmærksom på, at du har glemt noget, så sender de beskeden videre til de frivillige på øen. Så kan du enten tage ud på Ungdomsøen og hente det, eller lave en aftale om at afhente det på land ved lejlighed.  

Øen generelt  

Hvordan løber øen rundt økonomisk?  

Ungdomsøen er støttet af mange fonde. Nordea-fonden og A.P. Møller Fonden købte øen og Nordea-fonden har givet omkring 140 mio. til den omfattende renovering og over 30 millioner til Ungdomsøens drift og aktiviteter de første 5 år.  TrygFonden, Lauritzen Fonden, Tuborgfondet og Villumfonden har også støttet øens aktiviteter.

 

Fondene kan dog ikke betale hele øens drift samt alle de unges fede idéer. Ungdomsøen skal også tjene sine egne penge, så økonomien fortsætter med at være bæredygtig. Derfor koster det penge, at bruge Ungdomsøens faciliteter.  

 

Vi har valgt at køre efter en Robin Hood-model, hvor voksne (26 år eller over) og virksomheder, der bruger Ungdomsøen, betaler flere penge, end unge og ungdomsorganisationer. På den måde bidrager de voksne og virksomhederne direkte til, at Ungdomsøen kan tilbyde aktiviteter og oplevelser til Danmarks unge, og at der er penge til at drive øens fysiske rammer. 

Hvem må være på øen?  

Ungdomsøen er ægte åben. Det betyder at Ungdomsøen er for ALLE, uanset hvem man er, hvor man kommer fra, hvordan man ser ud, hvem man elsker, hvad man interesserer sig for, og faktisk også uanset hvor gammel man er.  

 Er dit spørgsmål ikke blevet besvaret?
Skriv til info@ungdomsoen.dk med dit spørgsmål, så vil vi svare hurtigst muligt. Du kan også fange os på Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.