Der vil være bålhygge, fællessang og spændende aktiviteter til Spejderdage på Ungdomsøen i juni, der er for alle unge spejdere. Det fortæller Caroline Schack-Nielsen og Freja Høj, som er spejdere, Giv-Et-År-engagerede på Ungdomsøen og har arrangeret weekenden for at samle spejdere på tværs af korps.
Den 2. til 4. juni er der Spejderdage på Ungdomsøen, som er for alle unge spejdere i alderen 12 til 25 år. Det bliver en anderledes weekend, hvor unge spejdere kan mødes på tværs af korps og lave en masse fede aktiviteter, fare vild på det gamle søfort og have nogle hyggelige dage sammen.
”Det bliver en megafed weekend, fordi rammerne er meget anderledes end den typiske spejdertur. Og fordi det er et arrangement, der har fokus på at få en fed fælles weekend, uden at det er bygget op om at være et kursus eller spejderløb,” fortæller Caroline.
Sammen på tværs af korps
I løbet af weekenden vil der være sjove aktiviteter, flaghejsning, fælles frokost og aftensmad, lejrbål og tid til at udforske øen. Der er mulighed for at sove i telt, bivuak eller shelter. Der er sørget for sejlads, mad, snacks og drikkevarer hele weekenden. Alt, I skal gøre, er at tilmelde jer og dukke op.
Du kan komme alene eller med din patrulje. Uanset hvad, vil du opleve spejderfællesskabet på tværs af korps. Og nysgerrige ledere er også meget velkomne.
Bag weekenden står Caroline Schack-Nielsen og Freja Høj, som er Giv-Et-År-engagerede på Ungdomsøen og spejdere. De har planlagt dagene, som de glæder sig til at dele med alle unge spejdere.
”Jeg har valgt at arrangere Spejderdage på Ungdomsøen, fordi det er en krydsning af mine to yndlingsting: Ungdomsøen og spejder. Og jeg vil rigtig gerne bidrage til, at flere spejdere kommer til at kende øen og får en fed oplevelse af, hvad øen kan!” siger Caroline, som har været spejder i Det Danske Spejderkorps i ti år.
Kom med til en spændende weekend
Du kan sejle med færgen fra Nyhavn til Ungdomsøen fredag klokken 18.00 eller lørdag klokken 9.00. Færgen hjem sejler fra Ungdomsøen søndag klokken 12.35.
Weekenden koster 225 kroner. Der er tilmeldingsfrist den 20. maj. Du kan læse programmet og tilmelde dig her.