fbpx

COVID-19 retningslinjer på Ungdomsøen

Når der er Corona i luften, skal vi alle sammen passe ekstra godt på os selv og hinanden. Derfor har vi lavet nogle retningslinjer, der kan hjælpe alle med at huske på, hvordan vi kan gøre det bedst. Disse retningslinjer er udarbejdet ud fra Sundhedsmyndighedernes retningslinjer og anbefalinger og skal sørge for, at alle, der besøger Ungdomsøen, kan gøre det trygt og sikkert.

Retningslinjerne vil løbende blive opdateret, så de følger alle forhåndenværende love og retningslinjer.

Det er stadig muligt at besøge Ungdomsøen i grupper på op til 10 personer. Dette er dog med undtagelse af skole-, idræts- og foreningsaktiviteter uden overnatning for børn og unge op til 21 år inklusiv evt. ansvarlige personer over 21 år, som maksimalt må samles 50 personer til disse aktiviteter.

Det er fra torsdag den 29. oktober 2020 påkrævet, at personer på 12 år og derover skal bære mundbind eller visir ved besøg på indendørs kulturinstitutioner og idrætsfaciliteter. Dette gælder også på Ungdomsøen, når man befinder sig på Øens indendørs arealer.

Generelle retningslinjer

  • Vi vil så gerne have besøg, men hvis du har bare de mindste symptomer på sygdom, må du ikke besøge Ungdomsøen. Er du i en risikogruppe, opfordrer vi dig til at blive hjemme og passe godt på dig selv.
  • Hold øje med og følg de opsatte retningslinjer for hygiejne og adfærd, du støder på, når du er på Ungdomsøen.
  • Du skal altid følge myndighedernes retningslinjer for opførsel, så du beskytter dig selv og andre bedst muligt imod Corona-smitte.

Mundbind

  • Der skal altid bæres mundbind eller visir, når man befinder sig indendørs på Ungdomsøen.
  • Der skal også bæres mundbind under aktiviteter, såsom rundvisninger, hvor en af Øens ansatte indgår i aktiviteten.
  • Til siddende arrangementer og aktiviteter er der dog ikke krav om mundbind. Ligesom at man må tage mundbindet af, når man f.eks. sidder indendørs og spiser frokost.

Toiletter

  • Toiletter og badefaciliteter må gerne bruges, men husk at holde afstand og følge skiltningen.
  • Toiletterne bliver rengjort og afsprittet hyppigt.

Flere grupper

  • Vi har masser af plads på Ungdomsøen, hvilket giver jer god mulighed for at hygge jer sammen på afstand.
  • Hvis der er flere forskellige grupper på Ungdomsøen på samme tid, vil I så vidt muligt blive holdt på god afstand fra hinanden.

Samvær

  • I må gerne lave aktiviteter sammen 10 personer.
  • Der er dog en undtagelse for dette for idræts- og foreningsaktiviteter uden overnatning for børn og unge op til 21 år inklusiv evt. ansvarlige personer over 21 år. Der må maksimalt samles 50 til disse aktiviteter.
  • I skal som udgangspunkt holde 1 meters afstand til hinanden. Hvis der skal synges, danses eller I skal være i bevægelse, skal I holde 2 meters afstand til hinanden. En god tommelfingerregel: Kan du lugte din nabos armhulesved, er du helt sikkert for tæt på, når I dyrker bevægelse.
  • Når der hygges om bål eller lignende, sidder I kun med jeres egen gruppe.

Forplejning

  • Skulle vejret vise sig fra sin dårlige side, må I gerne rykke indendørs for at spise. Der står tydeligt hvor mange, der må være i lokalet ad gangen. Lokalerne vil blive rengjort og afsprittet hyppigt.
  • Mad over bål er altid hyggeligt, og I må gerne benytte jer af Ungdomsøens udekøkkener og bålpladser, når I laver mad i mindre grupper. Hvis I benytter jer af muligheden for at leje udstyr til mad over bål, skal I huske at vaske det godt mellem hvert måltid.
  • Mindre grupper kan også leje en plads i Foodlab (skolekøkken).
  • Pas på hinanden og hold minimum 1 meter afstand, når du skal købe snacks og t-shirts i kiosken. Der må max. opholde sig 2 gæster i kiosken foruden den kasseansvarlige.

Indendørslokaler

  • I kan se, hvor mange I må være i lokalerne ved at holde øje med skiltningen. Lokalerne vil blive rengjort og afsprittet hyppigt.
  • I lokaler, lokaliteter og arrangementer mv., hvor kunder, besøgende eller deltagere i al væsentlighed sidder ned på faste pladser med retning mod en scene, biograflærred, bane eller lignende må der være op til 500 personer til stede.

Overnatning

  • I må gerne have hyggelige aftner og nætter i telt og shelters på Ungdomsøen.
  • I må også gerne sove på sovesalene indenfor, I må bare ikke være så mange, som I plejer.
  • Alle sovesale (inkl. de tilhørende badeværelser) vil blive rengjort og afsprittet hyppigt.

RIB-båd

  • Kaptajnen må ikke hjælpe til og fra borde, men skal nok forklare lige præcis, hvordan man skal gøre.
  • Overflader og materiel der er i berøring med passagerer, vil blive afsprittet imellem hver sejlads.
  • Der vil være håndsprit tilgængelig for sejlende før og efter overfarten.

Spar Shippings færger

  • Fra lørdag den 22. august har myndighederne gjort det obligatorisk at bære mundbind i den kollektive trafik. Det gælder også på færgen til Ungdomsøen og Flakfortet. Du skal derfor have dit eget mundbind med, som du skal have på under hele overfarten. Du må gerne tage det af, når du skal spise eller drikke. Kravet om mundbind gælder ikke børn under 12 år. Mundbind kan købes ombord.

OBS.

Du skal altid følge myndighedernes og Ungdomsøens retningslinjer såvel som Ungdomsøens personales anvisninger.