fbpx

Bliv tovholder for et projekt på Ungdomsøen

|

Kategorier

Ungdomsøen

Fredrik er en af de unge, der står i front for et projekt på Ungdomsøen som tovholder for Grøn Ø. Du kan også blive tovholder for et projekt, når vi lørdag den 26. marts giver alle unge mellem 15 og 30 år mulighed for at få luft under nye og gamle ideer til projekter på Ungdomsøen gennem en ideworkshop. Workshoppen er for alle unge, der har mod på at finde på nye ideer eller har en ide, de gerne vil udfolde i fællesskab med andre unge fra øens fællesskab.

Som tovholder for projektet Grøn Ø har Fredrik ansvaret for at holde kontakten med Ungdomsøens sekretariat, svare på de henvendelser, som gruppen får om deres planer for grønne initiativer på Ungdomsøen, og det er også ham, der har et overblik over gruppens økonomi.

Projektet Grøn Ø blev startet op i for to år siden og arbejder for at gøre Ungdomsøen til en miljøbevidst, klimavenlig, biodiversitetsstyrkende og bæredygtig platform.

 

Det er udfordrende at skulle holde overblikket. Det tiltalte mig. Det var en mundret udfordring for mig, da jeg tog rollen som tovholder første gang. Det er spændende, og jeg er frivillig, fordi jeg vil lære noget andet, end hvad jeg lærer i skolen. Det man lærer som tovholder, det kan man ikke lære i bøger eller andre steder. Man får lov til at løse noget håndgribeligt, som gør, at et projekt kan lykkedes,” fortæller han om de overvejelser, han gik med, inden han første gang sagde ja til at være tovholder for projektet Grøn Ø på Ungdomsøen.

Et af de vigtigste mål for Ungdomsøen, det er at støtte unge i at skabe egne aktiviteter og projekter på øen. På den måde sikrer vi, at unge har indflydelse på øens udvikling. Når unge som Fredrik stiller sig i front for et projekt, så er de samtidig med til at understøtte hele ideen om en Ungdomsø, der både er skabt FOR, MED og AF unge.

Fordel rollerne ud blandt jer
I naturlig forlængelse af de faste opgaver som tovholder, så blev Fredrik også ansvarlig for at indkalde gruppen til møder, når Grøn Ø skulle tale om, hvordan de kan samarbejde med Roskilde Festival, Ungdommens Folkemøde eller Ung Energi om at rykke Ungdomsøen i en mere grøn retning. Derfor tog Sarah fra Grøn Ø over på eksempelvis det økonomiske overblik i en periode.

Det kan godt være, at man synes, det er for meget at skulle sende fire mails om ugen, tage et møde om måneden på sekretariatet, være den der indkalder til møder i gruppen og også en gang om året ligge et budget. Kan man se sig selv i den rolle? Hvis ikke, så kan man jo også i gruppen dele opgaverne ud, så tovholderen har kontakten til sekretariatet og sørger for møderne i gruppen, en kommunikationsansvarligt svarer på mails og en økonomiansvarlig har overblikket over gruppens budget. Jeg vil anbefale, at man laver en konstellation i gruppen, der gør, at så mange som muligt tager ansvar. For tovholderen skal jo ikke sidde med det hele,” foreslår Fredrik.

Du behøves selvfølgelig ikke at springe ud i rollen som tovholder som det første, hvis du vil være en del af fællesskabet på Ungdomsøen. Alle de ungestyrede grupper på Ungdomsøen har altid plads til flere engagerede unge og du kan skabe dig et overblik over, hvilke grupper der er aktive på øen her. Men ligger der en brandgod ide til et projekt og ulmer i dig, og har du mod på selv at stille dig i front for projektet sammen med andre unge mellem 15 og 30 år? Så er ideworkshoppen i slutningen af marts en oplagt mulighed for at få ført dine ideer de første par spæde skridt ud i livet. Et godt sted at starte inden workshoppen er vores guide til, hvordan man kan føre sine projektideer ud i livet på Ungdomsøen.

Ideworkshoppen finder sted som en del af Ungdomsøweekenden, hvor du kan møde andre unge, der også er tovholdere på et projekt. Du kan også sagtens komme ud på øen bare for at deltage i workshoppen lørdag, hvis ikke du har tid til at sætte en hel weekend af. Har du en virkelig god ide til et projekt, men er allerede fuldt booket lørdag d. 26. marts, så er du også altid velkommen til at tage fat i vores engagementskonsulenter på mail: engagement@ungdomsoen.dk