fbpx

Giv-Et-År-frivillige styrker hinanden på tværs af landet

|

Kategorier

Engagement, Ungdomsøen

På Ungdomsøen bor seks unge mennesker, der har valgt at give et helt år af deres liv til projektet Ungdomsøen. I Esbjerg bor der tre unge mennesker, der har valgt at gøre det samme i det nye kultur- og medborgerhus Platformen. Det er to vidt forskellige verdner, men alligevel har de meget at lære hinanden, når de mødes på tværs. 

Ilias, der er Giv-Et-År-frivillig på Ungdomsøen, maler ivrigt løs i takt med Gustav, der svinger malerrullen hen over væggen i det, der skal blive til et musiklokale på Platformen. Det er første gang de seks unge fra Ungdomsøen er på besøg i Esbjerg, men de får allerede konkret indflydelse på rammerne for alle de fremtidige unge musiknørder, der kommer til at søge tilflugt i lokalerne i Esbjergs nye kultur- og medborgerhus.

”Det var fedt at se, at de Giv-Et-År frivillige på Platformen får så meget indflydelse på, hvordan stedet skal se ud. De er med til at male og har fuldstændig indrettet deres egen bolig til at starte med. Det kan man ikke helt på samme måde her på et fredet søfort, når alt er styret af Slots og Kulturstyrelsen.” Sådan forklarer Levi, der har boet på Ungdomsøen siden august måned, sit førstehåndsindtryk af Platformen.

Alle de Giv-Et-År-frivillige tog sammen i escape room for at lære hinanden bedre at kende på tværs. Fra øverst til venstre er det Ilias, Mie, Sebastian, Ida, Rikke, Gustav, Benjamin. Forrest sidder Johanna og Levi.

Når en gruppe unge flytter ind og bor, arbejder og afprøver deres drømme, så er det med til at skubbe Ungdomsøen i retningen af at blive en organisation, hvor unge bliver inddraget og hørt i det daglige arbejde. De to første hold af unge Giv-Et-År-frivillige har allerede været en helt uundværlig del af øens drift, aktiviteter, beslutninger, værtskab og udvikling de første to år af Ungdomsøens spæde begyndelse.

I år er der så startet to hold op sideløbende; et på Platformen i Esbjerg og et på Ungdomsøen. Det er nemlig ikke kun relevant for Ungdomsøen, men også for andre organisationer, der har unge som målgruppe, at give unge en central plads i organisationen. I samarbejde med Lauritzen Fonden vil Ungdomsøen og Platformen stille og roligt udbrede metoden, med at lade unge flytte ind i maskinrummet i et helt år, til endnu flere organisationer fremadrettet.

Besøg i Esbjergs kreative smørhul
I 2019 købte Lauritzen Fonden Bieringhus Efterskole og gav det navnet Platformen. Det nye kultur- og medborgerhus ligger tæt op ad det almene boligområde Østerbyen og formålet er at skabe et sprudlende kraftcenter, der skal styrke og udvikle fællesskaber i området med fokus på kultur, det sociale, innovation og kreativitet.

Platformen åbnede i slutningen af november sidste år, og i dag er der både et madhus, der arrangerer fællesspisninger, en iværksættercafé, et job- og uddannelsessted for unge, et gadeidrætsprojekt, kunstudstillinger og en masse plads at boltre sig på så nye projekter kan opstå både inde og ude. Ungdomsøen har også faste samarbejdspartnere, men ingen som bor fast i bygningerne ude på øen på samme måde som på Platformen.

Vi arbejder ret meget på samme måde. Men på Platformen har de nogle andre forudsætninger for at lave projekter, fordi de ikke har den samme udfordring med at få sejlet ting ud på en ø. Alle kan tage et tog til Esbjerg. Samtidig har de også mange flere samarbejdspartnere lige i nærheden, som giver mening,” fortæller Levi fra Ungdomsøens hold af Giv-Et-År-frivillige.

Der bliver knyttet bånd over de sociale arrangementer og fælles måltider.

Forbindelser mellem ø og land
Det var første gang de seks unge Giv-Et-År-frivillige fra Ungdomsøen besøgte Platformen, da de i slutningen af oktober var forbi over tre dage for at opleve hverdagen for Gustav, Mie og Rikke på Platformen. Samarbejdet mellem de to grupper af unge fra henholdsvis Ungdomsøen og Platformen er først lige begyndt at tage form, men Gustav fra Platformen håber, det kan udvikle sig i løbet af det år, de alle har givet til projekterne.

Et eller andet sted kunne det være sjovt at lave projekter på kryds og tværs. Det ville være fedt, hvis nogle fra Platformen og nogle fra øen kunne forbinde sig noget mere og forbinde projekterne mere,” forklarer han.

På en fælles tur i Esbjergs genbrugsbutikker fandt Mie fra Platformen en god stak bøger, mens Levi fra Ungdomsøen fik opdateret garderoben med helt ‘nyt’ genbrugstøj, som han viser frem her.

De tre Giv-Et-År-frivillige fra Esbjerg besøgte første gang Ungdomsøen til øens fødselsdagsfejring i starten af september. Det er planen, at de unge skal besøge hinanden for at lære af hinandens gå-på-mod, fejl og blive inspireret på tværs af landet. Under besøget på Platformen i Esbjerg, blev der ikke kun malet musikstudie, der var også flere sociale arrangementer på programmet.

Vi havde behov for at være sammen uden, at der var noget planlagt, og uden der var et event, som vi også skulle lave. Førhen har det været sådan, at de Giv-Et-År frivillige fra Ungdomsøen har været trætte, fordi de har skullet lave en event, mens vi var på besøg.  Vi ville gerne have hjulpet, men de har bare haft travlt, og så har det været svært at være til stede sammen,” fortæller Gustav, der er Giv-Et-År frivillig på Platformen.

Ida, Benjamin og Johanna, som alle er Giv-Et-År-frivillige på Ungdomsøen, finder sig til rette i sofaen på Platformen.

Det sociale fællesskab først
De Giv-Et-År-frivillige lærte hinanden bedre at kende ved at slappe af i sofaerne, tage i genbrugsbutikker, escape room og en tur i byen for at synge karaoke sammen. For Levi var det nødvendigt at prioritere de sociale arrangementer, hvis der skal blive skabt et stærkt samarbejde på tværs af landet.

“Til fødselsdagen føltes det lidt som et tvungent fællesskab mellem os og dem fra Platformen. Men efter weekenden her, når vi bare har brugt tid på at lære hinanden at kende, så har vi fundet ud af, at vi har det meget grineren sammen og har nogle af de samme interesser. Så kan man nemmere bagefter snakke om projekter,” fortæller han.

Der blev også sat tid af til at lave en Giv-Et-År pagt mellem Ungdomsøen og Platformen, hvor alle skulle forholde sig til spørgsmål om, hvorfor fællesskaber er vigtige, og hvad der sker, når fællesskaber ikke fungerer. Pagten mellem de unge på Platformen og Ungdomsøen skal gøre det tydeligere, hvad de kan bruge hinanden til, og hvordan de kan samarbejde på tværs af landet. For Rikke fra Platformen, var det en meningsfuld øvelse.

Vi begyndte at få sat ord på, hvorfor vi skal have det her fællesskab på tværs. Det giver mening nu, hvad vi skal bruge det til. Og hvor meget det egentligt ligner hinanden på trods af, at vi er i Esbjerg, og de er på øen,” fortæller hun.

De første erfaringer bliver delt
En af de ting, som de Giv-Et-År-frivillige fra Platformen har taget til sig efter at have besøgt Ungdomsøen, det er at lave regelmæssige husmøder kun for de Giv-Et-År-frivillige. Her bliver der snakket om alt fra opvask, madtjanser og praktikaliteter. Men mødet er også en anledning til at mærke, hvad der fylder i gruppen.

Tit på møderne snakker vi om køkkenet, fordi det bare er helt bombet. Men vi laver også altid check ind med hinanden, hvor man deler, hvordan man har det. Vi taler om, hvad man har været frustreret over, eller om det, man synes, er rigtig fedt. Det er også meget fint med de her check ind, fordi det har man ikke altid tid til at få gjort løbende,” forklarer Levi om husmøderne, som de Giv-Et-År-frivillige bestræber sig på at holde en gang om ugen.

Fællesskabet på tværs af landet er stadig ved at blive etableret og bliver løbende holdt ved lige resten af deres år som frivillige i samarbejde med Lauritzen Fonden. Næste gang de unge mødes på tværs, det er til inspirationstur til Århus, hvor de blandt andet skal besøge de unge kulturskabere fra organisationen Frontløberne.