fbpx

Ungdomsøen får en søster-ø

|

Kategorier

Besøg

I Norge lader de sig inspirere af Ungdomsøen ved København. KFUK-KFUM i Norge har fået lov til at udfolde sig på øen Håøya, som ligger i Oslofjorden. Planen er, at det, ligesom Ungdomsøen, skal blive en ø for, med og af de unge.

Af Birgitte, engageret i Ungdomsøen

De helt store smil skinner igennem på trods af gråvejr og blæst. En gruppe fra KFUK-KFUM i Norge er på vej til Ungdomsøen, og grin og hujen bliver ikke holdt tilbage i RIB-båden derud, hvor farten runder de 100 km/t.

Sebastian, der er Giv-Et-År-frivillig på Ungdomsøen, tager imod de norske gæster på kajen og inviterer gruppen med på en rundvisning på øen. Sebastian fortæller entusiastisk om alt fra øens historie til dét at være Giv-Et-År-frivillig.

En norsk ungdomsø på vej

Onsdag den 17. november er KFUK-KFUM fra Oslo og Akershus på besøg på Ungdomsøen af en helt særlig grund. De har nemlig indgået en aftale med Oslo kommune og fået lov til at bruge den norske ø Håøya til at lave deres version af en ungdomsø. Aftalen gælder de næste 40 år. De er derfor på besøg for at samle inspiration og erfaringer, som de kan bruge i forbindelse med opstarten af deres ø, som har arbejdstitlen Bærekraftssøya.

”Vi arbejder for at lave en ungdomsø i Oslo, så det var virkelig fedt at se hvordan Ungdomsøen gør, tage alle deres erfaringer, pakke det ned og tage det med til Oslo,” siger Per på 23 år, som er praktikant i KFUK-KFUM Oslo og Akershus.

KFUK-KFUM er en religiøs forening, der har afdelinger i flere lande. Herunder både Danmark og Norge. De arbejder for at give børn og unge livsmod og handlekraft i tro og samfund.

Fremtidsdrømme

Mens nordmændene bliver vist rundt på Ungdomsøen er der mange ting, der fanger opmærksomheden; krogede ventilationskanaler, smarte overnatningsmuligheder og aktivitetsrum på ammunitionsgangen. I det farverige verdensmålsrum, må de alle ind. Ét af formålene med Bærekraftsøya er nemlig at videreformidle verdensmålene.

På Håøya har KFUK-KFUM to bygninger, som skal danne ramme om de besøgende. Bygningerne skal renoveres og istandsættes, inden de er klar til, at stedet kan indtages. Håøyas fremtid som ungdomsø forventes at blive skudt i gang med en åbning om et par år.

Planen er, at stedet på samme måde som Ungdomsøen skal være en platform af, med og for unge, med aktiviteter som blandt andet festivaler og sommertilbud til børn og unge, men også et sted som kan bruges til at give unge erfaring med at have et job.

Ungdommen får lov til at være med i alle processer, får lov til at bestemme og gøre det, de vil. Det tager vi med os tilbage til Oslo,” siger Per, da gruppen er tilbage på fastlandet efter en lærerig dag på Ungdomsøen.