fbpx

Reportage fra arbejdsaften den 10. november

|

Kategorier

Engagement
|

På en ellers grå og almindelig onsdag på Langelinie kommer en sort båd glidende næsten lydløst igennem vandet. Den ligger til ved isbjørnestatuen, som den så ofte har gjort før. RIB’en (Rigid Inflatable Boat) er kommet for at samle de engagerede op til arbejdsaften på Ungdomsøen.

Af Levi, Giv-Et-År-frivillig på Ungdomsøen

Arbejdsaften er et aktivitetstilbud på Ungdomsøen hver anden onsdag, hvor alle, der har lyst til at tilbringe tid på øen, kan lave praktisk arbejde og deltage i et hyggeligt fællesskab med andre engagerede unge. Det kræver ikke nogen særlige kompetencer at deltage – der er praktiske opgaver af enhver slags.

Cirka et kvarter efter båden er sejlet afsted fra Langelinie ankommer den lynhurtige RIB til øen. Som det første mødes de engagerede og fordeler opgaver – for dem, der har været til arbejdsaften før, er det ren rutine. Til denne arbejdsaften er kun opgaver, der skal løses indenfor på grund af det dårlige vejr. De engagerede kan blandt andet vælge imellem en oprydningsopgave i Magasin 4, at fixe en trækvogn, hænge nye evakueringsplaner op eller fjerne maling fra en væg. Opgaverne bliver langsomt fordelt ud fra, hvad de forskellige har lyst til, og de engagerede aftaler, hvornår de gerne vil spise aftensmad.

Fælles aftensmad er også et fast indslag til arbejdsaften. Som et gammelt ordsprog siger: ”Uden mad og drikke – dur helten ikke”. Spørger man de engagerede, handler det også om hyggen og fællesskabet, der er i at spise sammen. Det er nemlig over middagsbordet, man kan få hyggesnakket og høre om, hvad hinanden går og laver. Efter opgaverne er fordelt og aftensmadstid er planlagt, begynder de engagerede på deres opgaver.

På billedet og videoen kan det ses, hvad én af aftenens arbejdsaftenens opgaver indebar. Det hedder med fagsprog ”at strippe en væg”, og betyder at man fjerner det yderste lag maling med et skarpt objekt. Som det også kan ses på billedet, kræver det maske, sikkerhedsbriller og arbejdshandsker, da der kan være giftige stoffer i malingen. Sikkerhedsudstyr stiller Ungdomsøen selvfølgelig altid til rådighed, så de engagerede kan følge sig trygge uanset hvilken opgave, de har lyst til at løse.

Hvis du er blevet nysgerrig og har lyst til at deltage i arbejdsaftner på Ungdomsøen, kan du tilmelde dig via NemTilmeld. Arbejdsaftnerne ligger onsdage i ulige uger hele året. Du kan orientere dig om, hvornår næste arbejdsaften er, på siden Arrangementer her på hjemmesiden. Hvis du har spørgsmål om arbejdsaften på Ungdomsøen kan du skrive til ø-bestyrer Rikkemaija på RML@ungdomsoen.dk.