fbpx

Øjenvidneberetning fra øktionærforum den 31. oktober 2021

|

Kategorier

Engagement

Øktionærforum er en samlingsdag, hvor folk fra forskellige organisationer mødes på Ungdomsøen enten for at høre mere om, hvad fællesskabet på Ungdomsøen kan, eller for at udvide sit ø-netværk. Her kan du læse den unge ø-engagerede Jonathans oplevelser fra dagen. 

Af Jonathan, engageret i Ungdomsøen

Vi var omkring 90 tilmeldte, som mødtes i Nyhavn for at tage færgen til øen klokken 11. Stemningen var helt i top. Da vi ankom til øen, fik vi en velkomst fra nogle af øboerne, og gik sammen til Hangar C, hvor det hele foregik. 

Efter velkomsten skulle vi som noget af det første lege en leg med en makker, som man ikke kendte i forvejen. Legen handlede om at være en dårlig lytter, så det blev mere tydeligt, hvad det vil sige at være en god lytter. Det var til tider udfordrende, men vi havde det også sjovt. Og det kan også gøre, at man lærer mere om sig selv og andre. For mig var det en lærerig oplevelse at få prøvet af. 

Dagen gav mig en følelse af, at der skal være plads til alle, og at det er vigtigt at acceptere, at vi alle er forskellige. Samtidig fik jeg en følelse af at være en del af et unikt fællesskab. Jeg blev også en smule udfordret, da vi skulle råbe sætninger højt i dagens anden leg, især fordi jeg ikke kendte alle folk i forvejen. 

Sætningerne startede med: “Jeg mener at…” Det kunne være alt fra, at klimaet lider for meget, eller at ungdommen ikke bliver hørt nok, noget vi selv fandt på. Kun fantasien satte grænser og det foregik oppe fra øens helikopterplads. 

Et stærkt fællesskab 

Samtidig signalerede dagen at alle er lige meget værd og gav inspiration til nye ideer og samarbejde. Formålet med dagen var også at flere skal opdage, hvor fantastisk et fællesskab, der findes på vores enestående Ungdomsø, og at der netop er plads til alle former for fællesskab. Det er det særlige og det, der holder øen i live. 

Vi fik også en lækker frokost, hvor kan kunne sammensætte sin egen durum og få snakket med nogle nye mennesker, mens frokosten blev nydt. Der blev efter frokosten holdt et oplæg fra FRAK, som er en organisation, der skaber beskæftigelse for unge. FRAK samarbejder også med Ungdomsøen. 

Workshops for enhver smag 

Vi havde også 5 workshops, som man kunne melde sig på. Den ene var om grøn ø-projektet, som handler om at skabe en grønnere ø med mere bæredygtighed. På den anden kunne man lave sin egen mulepose med aftryk fra planter. Den tredje handlede om at skære flotte græskar. Den fjerde var en workshop fra Alexander ”fra fremmed til fællesskab” workshop, som blev afholdt nede i raketværkstedet, og den femte var en rundvisning på øen, for dem der ikke kender til øen på forhånd eller bare var nysgerrige. 

Det var helt sjovt og anderledes at få mødt og talt med så mange forskellige mennesker i forskellige aldre. Med lidt nysgerrighed kunne der hurtigt blive sat en masse spændende samtaler igang med nye synspunkter. Det viser, at øen er vokset og har udviklet sine fællesskaber. 

Det fantastiske band Søn kom og spillede nogle skønne numre for os, da dagen var ved at afslutte. Det nød vi i den grad godt af. Bandet har tidligere indspillet en livesession på Ungdomsøen i samarbejde med unge, der engagerer sig i øens lydstudie. 

Pludselig var dagen gået, og det var for mig en dag, som kan anbefales. Jeg håber, at endnu flere tager med næste gang. Man kan være sikker på at lære mere om sig selv og andre, at være underholdt tiden ud – og måske ender man med at komme med i en spændende organisation eller et projekt, som man ikke kendte til i forvejen. Mulighederne er mange! 

31.10-21