fbpx

Sarah er ny ungeobservatør i Fonden Ungdomsøen

|

Kategorier

Engagement
|

Lørdag den 2. oktober var der kaldt til ø-råd på Ungdomsøen. Her skulle der blandt andet vælges en ny ungeobservatør til Fonden Ungdomsøens bestyrelse. Vinderen af valget blev 21-årige Sarah, som du kan lære lidt at kende her.

Sarah bor i Roskilde, og når hun ikke engagerer sig i Ungdomsøen læser hun en samfundsvidenskabelig bachelor på Roskilde Universitet. Sarah blev ungdomsø-ambassadør i 2018, og har været med ambassadørkorpset på blandt andet Roskilde Festival 2019 og Ungdommens Folkemøde 2021. I efteråret 2020 gik Sarah sammen med en gruppe andre unge engagerede og skabte projektgruppen, Grøn Ø, som arbejder for en grønnere og mere bæredygtig ungdomsø. Og nu kan hun altså også kalde sig ungeobservatør.  

Sarah blev stemt ind i Fondens Ungdomsøens bestyrelse som ungeobservatør på ø-rådet den 2. oktober 2021. Hun er stemt ind af Ungdomsøens frivilligt engagerede unge og sidder i bestyrelsen for en etårig periode. Du kan læse mere om Fonden Ungdomsøens bestyrelse ved at klikke her. Læs mere om ungeobservatørens rolle nederst i artiklen. 

Hvad er din tilknytning til Ungdomsøen, og hvor længe har du været en del af øens fællesskab?  

Jeg startede som ambassadør i 2018. For et år siden lavede vi Grøn Ø, som ikke er min primære tilknytning til øen, men hvor jeg har lagt en del arbejde det seneste år. 

Hvad er det ved Ungdomsøen, som du finder som noget særligt? 

Jeg synes, det er fællesskabet. Det giver rigtigt meget mening, at jeg møder folk, jeg ellers ikke ville have mødt. Og den tillid, der er til unge; at vi bare får lov til at kaste os ud i nogle ting og lære af det. Vi oplever tillid, og vi får meget støtte. Derudover synes jeg, det er fedt, at vi kan være unge med hinanden og få lov til at gøre ting, som unge gør. Vi drikker øl og spiser kopnudler, og samtidig får vi noget ansvar. Der er nogen, der tror på os.  

Hvorfor stillede du op til ungeobservatør i Fonden Ungdomsøens bestyrelse? 

Det er fordi, organisationer og civilsamfund interesserer mig vildt meget. Og så fordi at jeg synes, det er vigtigt, at de unge er repræsenteret, og at ø-rådet bliver brugt som den demokratiske platform, det er. Jeg føler også, at jeg kan repræsentere os rigtigt godt. Og så tror jeg, det er vildt spændende at være med i. Jeg vil gerne endnu bedre forstå, hvordan organisationen fungerer, og jeg syntes, det var en oplagt mulighed for at få lov til det. 

Hvilke tanker har du gjort dig i forbindelse med at stille op til bestyrelsen? 

Jeg tror bare, jeg tænkte, at man skulle være ung og bruge øen, og det gør jeg. Og så ville jeg kaste mig ud i det.
Jeg blev spurgt af min skole, om jeg ville stille op til Studienævnet. Det var angstprovokerende, så det sagde jeg nej til. Og så følte jeg, at det her var en anden måde at prøve det af. Jeg føler mig mere sikker på Ungdomsøen, end jeg ville gøre på skolen. Hvis det giver mening. Jeg føler, jeg har en holdning til, hvad Ungdomsøen er og skal være, som jeg gerne vil stå op for. En neutral holdning, hvis det giver mening at have en neutral holdning. Det er bare doing above learning. Jeg ville udfordre mig selv lidt. 

Hvad drømmer du om at udrette og have indflydelse på i din tid i bestyrelsen? 

Jeg ved ikke, hvor meget indflydelse man har. Men jeg håber virkelig vi kan få transportudfordringen løst. Det vil jeg gerne arbejde på. Det kunne være fedt, at kunne bruge øen mere i sin fritid. Det er noget, vi har snakket om her på ø-rådet; man kan ikke komme en tirsdag aften, når man arbejder til klokken 15.00. Det gør også at GEÅ’erne ikke føler, de har særlig meget kontakt med os andre.
Og så håber jeg, at vi kan få en større gruppe aktive engagerede. Selvom vi har en stor gruppe engagerede, var der kun 28 som deltog i ø-rådet. Så jeg drømmer om at få engageret flere i fællesskabet. Og jeg vil prøve at skabe en forståelse mellem de engagerede om, hvad bestyrelsen laver. Mere end der er i dag.  

Hvad drømmer du om for Ungdomsøen? 

At den bliver ved med at være en ungdomsø. Og gratis transport til engagerede.  

Hvad er dit yndlingsdogme? 

Jeg tror, det er ung for ung. Jeg synes den er fed. Jeg synes, det er vigtigt at huske ungdommen. Og det definerer rigtigt godt, hvad jeg er der for. 

 

Lidt om rollen som ungeobservatør

Ungdomsøens ungeobservatør er en rolle i Fonden Ungdomsøens bestyrelse. Ungeobservatøren er valgt af Ungdomsøens ungefællesskab på et ø-råd. Ungeobservatøren sidder med til bestyrelsesmøder i Fonden Ungdomsøen, og er med til at sikre det unge mandat i bestyrelsen. Selvom ungeobservatøren ikke har stemmeret ved vedtagelser i bestyrelsen, kan den unge deltage i samtaler og debatter på lige fod med de øvrige bestyrelsesmedlemmer. Ungeobservatøren vælges for en etårig periode, og skal være yngre end 25 år, når de vælges ind. 

Du kan læse mere om ø-rådet og Ungdomsøens demokrati her.