fbpx

Ungdomsøen indgår nyt samarbejde med Københavns Kommune

|

Kategorier

Ungdomsøen

 Vi kan ikke få armene ned. Ungdomsøen er kommet på Københavns Kommunes budget for 2022 og de næste fire år frem. Et bredt politisk flertal har bevilliget 7,2 millioner kroner i alt – 1,8 millioner om året – til at styrke unges mangfoldige og engagerende fælleskaber på Ungdomsøen.  

På kultur- og fritidsområdet vil Københavns Kommune investere bredt i at løfte flere børn og unge ind i opbyggende, sociale fællesskaber. Et af de fællesskaber er Ungdomsøen. 

Aktiviteterne skal styrke unges engagement samt fællesskab og mangfoldighed i København,” skriver kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde i en pressemeddelelse om baggrunden for, at Ungdomsøen er med i budgetaftalen. 

Ungdomsøen vil i det nye samarbejde fokusere på at få endnu flere unge københavnere til at bruge øen som tilflugts- og mødested til for eksempel weekender for frivillige, sommerlejre, ture med vennerne og foreningsaktiviteter.  Nogle af de unge københavnere kender os allerede godt, da mere end 2.400 elever fra de københavnske skoler har besøgt øen under corona. 

Med det her samarbejde får Ungdomsøen muligheden for at komme ud til endnu flere unge københavnere, og det er vi enormt stolte over,” udtaler direktør for Ungdomsøen Dea Forchhammer.  

Vi er i fuld gang med at skabe en ø, der med sine 70.000 m2 kan være med til at udvikle den danske ungdoms kreative udfoldelse og dannelse. Det gør vi gennem camps, events og refugier, der bidrager til nye fællesskaber og et mere levende København. Samtidig sikrer vi engagement blandt unge på kanten gennem camps for unge fra udsatte boligområder som Sjælør, Urbanplanen eller Tingbjerg. Ungdomsøen har allerede haft over 40.000 besøg af en mangfoldighed af unge, heraf mindst 1.200
besøg af unge fra udsatte boligområder
 

Ungdomsøen kan noget ganske særligt i forhold til at skabe frirum. Ungdomsøen kan bygge fællesskaber på tværs, hvor de unge møder nogen, de ellers ikke ville have mødt og dyrker deres engagement på en ny og friere måde. Vi glæder os helt vildt til at udbrede alt det til København – og vi ser det som et startskud på at lave endnu flere partnerskaber med kommuner rundt i landet, da Ungdomsøen er for ALLE unge,” fortæller Dea Forchhammer.  

Tusind tak til alle i det brede politiske forlig for at bakke op om, at ungdommen kan dyrke frirum, eksperimenter og udvikle stærke fællesskaber i unikke rammer midt i Øresund en kort sejltur fra København.  


Om Ungdomsøen
 
Ungdomsøen er en ø for ALLE unge. Øens aktiviteter styrker dem i at blive aktive, engagerede og glade mennesker, som tager ansvar for hinanden, for fællesskabet og for udviklingen af vores samfund. Kort fortalt kan øen beskrives som en platform for alle mulige aktiviteter af, for og med unge. 
En slags blanding mellem en friluftsfacilitet, et ungekulturhus, et makerspace, en campingplads, en højskole og et gemmested langt fra hverdagen. Rammerne for aktivitet og fællesskab på Ungdomsøen er ganske særlige. Samlet areal er 70.000 m2, hvor 16.500 m2 er indenfor i de mange rum, 2,5 km gange og tunneller på tre etager. På Ungdomsøen kan man både fare vild og finde sig selv. Trække stikket eller sætte strøm til idéer, der er for vilde eller skøre til fastlandet. Græs, blomster og urter vokser side om side med gamle kanonstillinger, platforme og hangarer. Hele vejen rundt mærkes Øresund. Havet er altid præsent – stemningen er anderledes end storbyen, men København kan hele tiden kan ses som bagtæppe. Ungdomsøen ligger kun 10-30 minutters sejlads fra København.   

Kontakt: 

Kathrine Meyer Jørgensen 

Kommunikationsansvarlig hos Ungdomsøen
// e-mail: kathrine.meyer@ungdomsoen.dk
// telefon: 40 96 50 92