fbpx

Trine fra Odense bygger drømme-øer med sårbare unge

|

Kategorier

Ungdomsøen
|

Ungdomsøens ambassadører spreder budskabet om Danmarks ungdomsø i deres lokalområder over hele landet. At være ambassadør for Ungdomsøen byder på både personlig udvikling, sjove udfordringer og nye oplevelser. Senest har Trine fra Odense deltaget i et arrangement for 20 sårbare unge på Fyn.

Trine Hansen er 21 år og er lige startet på danskstudiet på Syddansk Universitet i Odense. Sammen med veninden Kamille har hun i foråret 2021 meldt sig som ambassadør under Ungdomsøens faner, og den 4. august gav makkerparret deres første oplæg. Trine og Kamille tog til Refsvindinge, der ligger tæt på Nyborg, for at fortælle om Ungdomsøen til et 24-timers arrangement for sårbare unge i alderen 18-25 arrangeret af Refsvindinge Natur- og Kulturcenter.  

“Jeg synes, det var fedt at komme i gang. Vi var der en time, hvor vi havde et 10-15 minutters oplæg, og så havde vi en krea-workshop, hvor deltagerne skulle bygge deres egen ø. De var meget fordybede i det, hvilket var mega fedt! Vi var lidt i tvivl, fordi der er mange, der har udfordringer med at holde koncentrationen, men de var så optaget af det. Jeg tror også, de følte, at de faktisk havde nogle idéer. Det var fedt at se!” fortæller Trine. 

  

Trine har kun besøgt Ungdomsøen to gange, inden hun pakkede tasken med oplæg og ø-bygge-rekvisitter til arrangementet på natur- og kulturcenteret. Første gang hun var på øen var til en rystesammendag for de nye hold Ungdomsø-ambassadører i april 2021. Siden har hun på eget initiativ besøgt øen med veninden Kamille den sidste weekend i juli, hvor de hjalp med blandt andet kiosk- og kajvagt under KUNE Festival 2021. 

“Det var mega fedt at være der i længere tid end én dag. Vi blev en del af det frivillige hold. Det var fedt at se festivalen derude. Jeg ville have været meget mere på bar bund [til oplægget i Refsvindinge], hvis vi ikke havde været der i den weekend. Det var fedt at se, hvad man kunne bruge øen til – også når man ikke er frivillig,” fortæller Trine. 

Trine meldte sig som ambassadør for at lære om formidling og for at blive bedre til at stå foran mange mennesker. Netop det, at tale foran mennesker, synes hun er ukomfortabelt, og derfor håber hun, at hun som ambassadør for Ungdomsøen kan udvikle og udfordre sig selv og bryde nogle grænser. Derudover bor Trine i Odense og synes, det kan være svært at finde tid til at tage ud på øen for at være frivillig, selvom hun gerne vil være en del af projektet og fællesskabet, der udspringer fra Ungdomsøen.  

Efter sin deltagelse i arrangementet i Refsvindinge har Trine fået blod på tanden og glæder sig til at tage ud som ambassadør for Ungdomsøen igen. 

“Det var fedt, at det blev taget så godt imod. Jeg tror, vi har været bange for, at folk bare syntes, det var noget mærkeligt noget, som de ikke rigtigt kunne forholde sig til. Det er lidt abstrakt at forstå, hvad Ungdomsøen er, og hvad man kan bruge den til, men det gik godt,” siger Trine.  

 

Er du nysgerrig på at blive ambassadør for Ungdomsøen? Læs mere i oversigten over frivilligteams på Ungdomsøen eller skriv til engagement@ungdomsoen.dk, hvis du har spørgsmål eller har lyst til at være en del af holdet.