fbpx

Mød GEÅ’erne – Ida

|

Kategorier

Ungdomsøen
|

Vi er stolte af at kunne præsentere Ida som en del af det nye hold Giv-Et-År-frivillige på Ungdomsøen. 

Den 3. august 2021 flytter seks unge ind på Ungdomsøen for at give et år af deres liv til Ungdomsøens fællesskab. I løbet af året er de en vigtig og uundværlig del af øens hverdag i både drift, værtskab og aktiviteter.  

I dette interview kan du komme til at lære Ida lidt at kende. Ida er 22 år. Hun kommer oprindeligt fra København og har boet over hele landet, inden hun bosatte sig i Aarhus.

Hvorfor søgte du om at blive Giv-Et-År-frivillig?   

Jeg var en af de fire kunstnere, der var ude på Kunstmotellet fra marts til april i anden omgang af projektet, hvor jeg fik lov til at se øen og være der. Selvom der godt nok var meget nedlukket og forårsgoldt på øen – ikke så blomstret eller yndigt – kunne jeg virkelig mærke kraften i projektet og stedet – også fysisk. Og jeg fik egentligt bare lyst til mere. 
Jeg blev lidt skubbet ud af den bane, jeg havde forestillet mig, jeg skulle følge, når jeg kom tilbage. Jeg fik følelsen af, at jeg skulle rekalibrere efter at have været på øen, og jeg fik lyst til at kaste mig ud i alt muligt og prøve mig selv af på alle mulige måder, som jeg ikke nåede i Kunstmotel-rammen. 
Hele ånden af bare at gå i gang med ting og blandingen af at have gang i større projekter, socialt orienterede projekter og så alt det praktiske, man får lov at lave som ung på øen, tiltrak mig enormt meget ved stedet.  

Hvad er du mest spændt på ved at blive en del af et ungefællesskab, der samarbejder på tværs af landet?   

Jeg tror, jeg spændt på, at vi kommer til at være med helt fra starten med Platformen. Det er i et enormt formbart stadie; hvad skal det være for et sted? Og så er jeg spændt på, hvordan Giv-Et-År-modellen giver mening uden for øens kontekst. Jeg synes, det er spændende at se, hvordan det udvikler sig. Og hvordan den erfaring, Ungdomsøen har med Giv-Et-År-modellen, kan oversættes til et andet sted, der har så anderledes præmisser, og på nogle måder har et andet formål, men samtidig overlapper nok i interesse til at give mening at indgå i samarbejde med. Jeg er spændt på at se, hvor forskelligt og samtidigt ensartet et projekt, det bliver. 

Hvad håber du at få indflydelse på i dit år som Giv-Et-År-frivillig?   

Øen generelt først og fremmest. Og den måde øen bliver set, brugt og præsenteret på. Det ændrer sig jo lidt med dem, der bor der. De bliver meget ansigtet udadtil. Alle der bliver taget imod på øen, bliver taget imod af det hold, der er. Så det tænker jeg, at jeg får indflydelse på bare ved at være der.
Men noget af det, jeg synes er spændende, og som øen allerede har lidt gang i, er først og fremmest recreation-rummet/tekstilværkstedet nede på ammunitionsgangen og samarbejdet med Tekstilrevolutionen. Der synes jeg, der bliver sået nogle frø til noget, jeg er enormt interesseret i. Hvordan vi skaber og bearbejder affald generelt som samfund og specifikt i forhold til tekstil er noget, jeg synes er vildt spændende og godt gad at arbejde mere med. Upcycling, strik, bevidsthed om vores tøjforbrug og at bytte tøj, synes jeg, kunne være spændende at se, hvordan man kunne arbejde med med øen som ramme. 
Og så har jeg også haft en vild strøtanke om, at det kunne være fedt at have et kor på øen. Bare fordi der er så vild rumklang i gangene. Det ved jeg ikke, om jeg kan få skubbet ind. Det er lidt mindre alvorligt, men det har jeg gået lidt med en spire om kunne være sjovt. 

Hvad glæder du dig til at prøve kræfter med i doing above learning stil?   

Det hele tror jeg. Det er jo en samlet pakke af virkelig mange forskellige opgaver og roller at indgå i og situationer at prøve af. Og det med at skulle have så mange hatte på og prøve mig selv af som virkelig mange forskellige ting; både som pedel, og så bliver man projektleder, og man bliver også kommunikationsmedarbejder, og man skal være sig selv også. Det er nærmest lidt højskoleagtigt, men så er det også et job samtidigt. Det med at skulle jonglere så mange forskellige arenaer hele tiden og være så meget inde i en hverdag med andre har jeg været lidt ude af vane med under corona, så det kommer helt klart til at blive doing above leaning for mig lige at vænne mig til igen. 

Hvad drømmer du om?  

Det er et sjovt spørgsmål. Da jeg kom tilbage fra øen, drømte jeg – ikke metaforisk – helt vildt meget om øen. Det var en oplevelse af ligesom ikke helt at have forladt stedet mentalt. Der drømte jeg mig tilbage til øen. Og jeg tror, at lige nu går jeg og drømmer om at være på øen og tage ordentlig fat og få lov til at gøre det rigtigt. Jeg tror også, det var den følelse, jeg stod med efter Kunstmotellet. Det var jo ikke en officiel rolle på øen. Det var midlertidigt, og det var inden for en meget specifik, begrænset ramme. Jeg drømmer om at være en del af noget, tror jeg, hvis jeg koger det ned. Drømmen om det her projekt er bare at være en del af det.  

 

Følg med her på ungdomsoen.dk og på vores facebookside for at lære de andre Giv-Et-År-frivillige at kende. I løbet af året kan du følge med i GEÅ’ernes hverdag på Ungdomsøens Instagram.