fbpx

Unge udvikler ideer der kan styrke lokale ungefællesskaber til Changemaker Camp

|

Kategorier

Ungdomsøen

Dogmeløb, lasertag og en vild madworkshop er nogle af de oplevelser, som flere end 200 unge fra hele landet tager med sig hjem fra Changemaker Camp på Ungdomsøen. Her har de skrevet en ø-pagt med ideer til aktiviteter, de kan udvikle, og som kan styrke sammenholdet i deres lokalområde.

Med høj fart gennem bølgerne og vind i håret begynder dagen for de 215 unge, som har været med til én af de 14 Changemaker Camps i løbet af maj og juni. Med RIB-båd sejler de fra København med 110 kilometer i timen gennem Øresund til Ungdomsøen.

15-årige Safa fra Aarhus er taget til øen sammen med en gruppe unge fra lokalområdet. Hun kender de fleste i forvejen, men der er også andre unge, som hun møder for første gang. Sammen oplever de det gamle forts underjordiske gange, vilde natur og bakkede landskab til forskellige aktiviteter.

”Det sjoveste var at lære om dogmerne. Det var ret sejt, og det var nogle tanker, som jeg godt kan relatere til. Jeg er ikke så tålmodig, så det med doing above learning kan jeg rigtigt godt lide. Vi skulle slå et telt op, og det har jeg aldrig prøvet før,” fortæller Safa.

Ungdomsøen har fem dogmer, som er skabt og valgt af de 700 unge, der var med til at bestemme retningen for øens fundament og værdier, før ungdommens ø åbnede i 2019. Handling over læring er ét af dogmerne, og det handler om, at der på Ungdomsøen er plads til at fejle. Det vigtige er, at du tør, handler og prøver i fællesskab.

”Jeg ville ønske, vi havde en Ungdomsø i Aarhus. Det har været overraskende at være her, for mig var det mest spændende at møde de vilde unge, som bor her og styrer det,” siger Safa. På øen bor der seks unge i ét år ad gangen, de har budt hende og resten af gruppen velkommen og faciliterer dagen for dem.

Changemaker Camp er udviklet i fællesskab med BL – Danmarks Almene Boliger og organisationen FRAK, der samarbejder med unge om at få fritidsjobs. Formålet med campen er at skabe et frirum og en dag med gode oplevelser for unge fra landets udsatte boligområder.

Ø-pagt om sammenhold og nye fællesskaber

Koncert, fællesspisning og en sommerfest er et udpluk af de ideer til begivenheder, som bliver foreslået og arbejdet med til campens workshop. Safa og alle de andre udvikler ideer til aktiviteter, som kan styrke fællesskabet for dem og mange flere unge i deres lokalområde.

Ideerne bliver til en nedskrevet ø-pagt med initiativer, som de tager med sig hjem, hvor tankerne kan blive til arrangementer for byens unge. Det er spændende at bringe alle de unges ønsker og ambitioner for boligområdet i spil, for de har en masse at byde ind med, mener Nils Thylander, der er boligsocial konsulent hos BL.

”De unge er fremtiden, det er de også i de almene boligområder. Det er vigtigt for den positive udvikling af boligområderne, at dem, der bor der, har mulighed for at bidrage og engagere sig,” siger han.

”Changemaker Camp arbejder med, at man kan bidrage på mange måder – om du hjælper til med at lave maden til den lokale fodboldturnering, eller om du tænker store planer for udviklingen af lokalområdet, har begge stor værdi, og det handler i virkeligheden om, at man er med der hvor det betyder noget for en selv,” fortæller han videre.

Frirum og nye oplevelser

Fisk med porre, gulerødder og hyldeblomst i små pakker bliver bagt over bålet ved øens Foodlab. Salturt og andre vilde planter bliver samlet og hakkes fint til tzatziki og salsa med soltørrede tomater. De unge har en madworkshop med FRAK om øens og havets lækre smagsoplevelser.

”På Ungdomsøen var det sjoveste at lave mad. Vi fandt urter rundt på øen, som jeg ikke vidste, at man kunne spise. Der var en af urterne, som smagte af agurk, og vi brugte den til at lave tzatziki med hvidløg. Jeg synes, at det har været sjovest at lave mad, selvom det var meget røg ved bålet,” fortæller 13-årige Mohammed fra Aarhus.

Unge fra Varde, Nivå, Helsingør, Gellerup, Valby, Gladsaxe, Esbjerg, Nørrebro, Ishøj og Amager har oplevet Changemaker Camp. Dagen er blevet muliggjort med støtte fra Lauritzen Fonden, Kulturministeriet og Børne- og Socialministeriet.