fbpx

Kommunikationsansvarlig til barselsvikariat hos Ungdomsøen

|

Kategorier

Job på Ungdomsøen, Ungdomsøen

Kan du udbrede Ungdomsøen til unge i hele landet?

Ungdomsøen er et ungefællesskab og en platform, som skabes af, med og for unge. Siden åbningen i august 2019 har tusindvis af gæster og engagerede fra hele landet besøgt øen. Med visionen om at være platform for de næste generationers vigtigste samfundsbevægelser er ambitionerne tårnhøje.

Vi søger en kommunikationsansvarlig til et barselsvikariat, hvor du skal være med til at sikre, at Ungdomsøen kendes af landets unge og ungdomsorganisationer. Vi vil favne den store diversitet og forskellighed, der er blandt unge. Vi leder efter dig, som er en stærk formidler og motiveres af at udvikle nærværende og engagerende kommunikation. Du er vant til at være på de platforme, hvor Ungdomsøens kernemålgruppe af unge mellem 15 og 25 år er. Du skriver fejlfrit og fængende og ved, hvordan en nyhed vinkles, så journalister griber din pressemeddelelse. Og så kan du omsætte interesse for øen til besøg med historier og kampagner.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med en masse engagerede unge, samarbejdspartnere og et team af kolleger, som har det til fælles, at de brænder for at skabe magiske øjeblikke med unge, for unge og af unge på Ungdomsøen.

 

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være at:

  • udvikle og drive Ungdomsøens daglige kommunikation, herunder sociale medier og hjemmeside
  • producere og drive kampagner sammen med unge frivillige og kollegaer
  • skrive pressehistorier og skabe dialog med relevante medier og journalister
  • understøtte og facilitere et frivilligt engagement omkring kommunikation, digitale fællesskaber og aktiviteter via sociale medier.

Du har sikkert:

  • taget en uddannelse indenfor journalistik eller kommunikation
  • arbejdet et par år med formidling hos et medie, i en organisation eller på et bureau
  • fuldstændig styr på tendenser indenfor digitale platforme og sociale medier, hvor du kan lide at bevæge dig rundt
  • erfaring med kreative kampagner, pressehåndtering og at skabe engagerende historier med ord, billeder og video
  • erfaring med ungeengagement, frivillighed og aktivisme professionelt eller i frivillig sammenhæng.

Vi leder efter en kollega, som:

  • trives i et start-up-miljø og gerne er kreativ, visionær og ambitiøs
  • elsker at udvikle og drive den daglige kommunikationsindsats og er i stand til at se nye muligheder og nå i mål med korte deadlines
  • er i stand til at inddrage, engagere og fastholde unge og frivillige i en organisation, hvor udviklingen sker på målgruppens præmisser
  • er god til at samarbejde i et team, men også er selvstændig og stærk til selvledelse.

 

Løn og ansættelsesvilkår

Stillingen er et barselsvikariat som kommunikationsansvarlig for Ungdomsøen, og den løber fra den 1. august 2021 til og med den 31. maj 2022. Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Du kan forvente, at der kan være aften- og weekendarbejde og overnatning på Ungdomsøen. Løn efter kvalifikationer.

Ansøgning og spørgsmål

Send din ansøgning og et CV til job@ungdomsoen.dk senest den 13. juni 2021 klokken 23.59. Samtaler bliver afholdt løbende. Skriv kommunikationsansvarlig i emnefeltet.

Vi opfordrer til at udfordre ansøgningsgenren. Derfor modtager vi med glæde videoer, artikler, kampagner eller andre kreative ansøgninger.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Ungdomsøens kommunikationsansvarlige, Linne Brade, på linne.brade@ungdomsoen.dk.

Ungdomsøen ønsker at afspejle samfundet. Derfor opfordrer vi alle, uanset køn, alder, religion, handicap og etnicitet, til at søge stillingen.