fbpx

Politiet laver øvelser og træner samarbejdet på Ungdomsøen

|

Kategorier

Ungdomsøen

Med det grønne og bakkede landareal, de lange indendørs gange og omgivet af havet har Ungdomsøen meget at byde på.

Det ved Københavns Politi, som igen vil lave øvelser og træne på øen. Vi er glade for samarbejdet og stolte over, at vi kan byde politiet velkommen i vores rammer.

Der skal afmærkes territorier og opsættes rød-hvide minestrimler i et par udvalgte områder af Ungdomsøen, når vi byder velkommen til Københavns Politi, som skal træne forskellige indsatser. Med sine 70.000 kvadratmeter er det gamle fort en unik lokation at lave øvelser på.

Over ni torsdage i maj, juni, august og september vil betjentene komme på besøg og træne om eftermiddagen og aftenen. Og det er ikke første gang, at Københavns Politi benytter Ungdomsøens store areal.

Et tæt samarbejde

Samarbejdet med Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab har været nærværende og solidt allerede før Ungdomsøens åbning i august 2019. Her har betjente trænet indsatser siden 2016, hvor arbejdet med at gøre Middelgrundsfortet til ungdommens ø blev sat i gang.

Hos Ungdomsøen er sikkerheden vigtig og en høj prioritet. Det handler om at sikre sig mod ulykker og risikable hændelser, og derfor er det tætte samarbejde med Københavns Politi værdifuldt.

Det er med til at sikre, at vi kan skabe gode og trygge rammer for alle vores gæster, uanset om det er unge, der holder en madfestival, eller en virksomhed, der afvikler en konference, fortæller Dea Forchhammer, der er direktør for Ungdomsøen.

”Hvis vi kan være med til at bakke op om politiets arbejde med at gøre hverdagen tryg for os alle sammen, så vil vi med stolthed gøre det. Vi er glade for, at de ser potentialet i øen og igennem flere år har valgt at bruge Ungdomsøen som en ramme, hvor de kan øve sig og træne,” siger Dea Forchhammer.

En unik lokation

Med et areal, der svarer til ti fodboldbaner, er Ungdomsøen rig på muligheder for forskellige øvelser og indsatser, mener leder af beredskabet i Københavns Politi, ledende politiinspektør Peter Dahl.

”Ungdomsøen er en helt unik øvelses-lokation for os, fordi den ligger afsondret, og vi her kan træne en lang række operative indsatser, uden – så at sige – at blive forstyrret af uvedkommende. Derfor er vi også meget glade for, at vores gode samarbejde med Ungdomsøen nu kan fortsætte endnu en sæson,” siger Peter Dahl.