fbpx

Kunstmotellet – Et kreativt frirum

|

Kategorier

Engagement, Kunstmotellet, Ungdomsøen
|

Allerede inden tasken var pakket og rejsen til Ungdomsøen påbegyndt, havde 24-årige Malthe en drøm; at skabe et tilbud for kunstnere på Ungdomsøen.

Anna omringet af sin kunst
Anna tager et øjeblik til at beundre sin kunst

Tanken var spiret efter at have hørt om øens størrelse og de mange muligheder, der bare lå og ventede på at blive opdaget. Et halvt år senere er Malthe og hans søster, Signe, flyttet til Ungdomsøen som Giv-Et-År (GEÅ) frivillige, og sammen med Zakarias, der også er GEÅ, bliver Kunstmotellet stablet på benene. 

Kunstmotellets formål er klart: Man skal kunne mærke på øen, at det er et samlingssted for flere kulturer. Med Kunstmotellet ønsker de tre GEÅ’er at udbrede Ungdomsøens kendskab til kunsten og sætte Ungdomsøen ind i bevidstheden i kunstneriske miljøer.
Kunstmotellet er en mulighed for fordybelse til uetablerede kunstnere og giver plads til kunst i alle former. Det er ambitionen, at Kunstmotellet skal fungere som et springbræt for unge kunstnere, der har lyst til at gøre noget med kunsten. Projektet skal være med til at rykke grænser for kunsten og forhåbentligt ændre perspektiver hos både kunstnere og beskuere. 

Gal eller genial? 

– “Er min kunst genial, eller er det bare en kæmpe fejl? Er jeg gal eller genial?” 

Sådan tænkte Sophie om sig selv og sin kunst tilbage i det sene efterår 2020, før hun vidste at Ungdomsøen og Kunstmotellet eksisterede. En studiekammerat pegede hende i retning af Ungdomsøen og Kunstmotellet, og det pirrede nysgerrigheden hos den 27-årige kunstner.

Sophie smager på kunsten
Sophie smager på kunsten


– “Jeg læste lidt op på, hvad Ungdomsøen var, og tænkte ‘Ungdomsøen kan være lige præcis det, jeg har lyst til den skal være,’” fortæller Sophie. Løftet om et ægte åbent sted med plads til alle former for kunst, overbeviste Sophie om, at hun var nødt til at prøve søge til en plads på Kunstmotellet.

Formatet med at blive tilbudt kost og logi, muligheden for fordybelse og direkte indflydelse på projektet er en unik mulighed. 23-årige Anna, der også deltog i Kunstmotellets pilotprojekt i december 2020, fortæller, at det er første gang, hun har hørt om et initiativ her i landet, hvor man ikke selv skulle betale eller give noget igen.
– “Det giver ro i maven at vide, at sådan et projekt kan finde sted i Danmark. Det måtte jeg bare være til,” siger Anna om sin motivation for at melde sig. 

 

Et frirum for krop og sjæl 

Annas fernisering
Opholdet sluttede af med en fernisering for øens Giv-Et-År frivillige.

Det var under opholdet på Kunstmotellet, at Sophie første gang oplevede at blive omtalt som kunstner. “Det var rart at være et sted, hvor man bliver taget seriøst”, siger hun, og fortæller om den store læring, hun har fået; at hun ikke behøver andre til at verificere, at det, hun gør, er godt nok.

Anna blev positivt overrasket over den afslappede stemning, hun blev mødt af på øen. “Det var meget overvældende at skulle derud og skulle bo der, men lige så snart man havde sagt hej til de andre, var man en del af crewet,” fortæller hun, og Sophie stemmer i samme kor. Begge oplevede de følelsen af et frirum uden pres eller forventninger fra omgivelserne.
– “Der var ingen begrænsninger; alt kan lade sig gøre på Ungdomsøen,” siger Sophie og fortsætter, “ingen idéer eller påfund var for skøre. Det var dejligt at være i selskab med nogen, der bare siger ja.”  

– “Vi skal ikke bestemme hvem og hvad, de skal være. Det skal de selv have lov til at definere,” lyder det fra Signe, der er en af de tre GEÅ’er bag projektet. “Det er spændende at se dem bruge fortet, og fedt at se hvordan de udvikler sig.” 

Tag en chance! 

De tre GEÅ’er bag projektet har lært meget om projektstyring. Det er gået op for dem, at selvom der ikke er tvivl eller uenighed om målet, kan der være mange veje derhen. Nogle drømme forbliver drømme, og nogle løfter er bedre usagt, så man ikke lover for meget. “En ting er, at det er sjovt at lave en legeplads til andre, men det er også vigtigt at huske strukturen”, griner Signe, da hun fortæller om projektgruppens erfaringer fra projektet. 

– “Man skal bare prøve! Tag en chance, giv den gas, bare prøv og så lær af det!” lyder en klar opfordring fra Signe. “Det var skræmmende, hvor godt det endte med at gå..!” 

Er du den næste, der tjekker ind? 

Med stor begejstring og en lille bekymring om ikke at opnå samme succes med næste runde, er planlægningen i fuld gang for Kunstmotellet 2.0, der finder sted i marts og april 2021. Denne gang øges antallet til fire kunstnere, men grundpræmisserne er de samme: 4 uger, 2000 kr. til kost, 2000 kr. til materialer og 500 kr. til transport.

Hvis du er interesseret i at ansøge, kan du læse mere om, hvordan du gør, HER. Vær opmærksom på, at der er ansøgningsfrist 3. marts 2021.

Skulle du være så heldig at være en af de fire unge kunstnere, der drager mod Ungdomsøen d. 19. Marts 2021, er her et par gode råd fra Anna og Sophie:

“Gå nogle lange tur og lad inspirationen komme til dig. Øen er et anderledes sted at være og bo. Udnyt stedet!” – Anna

“Husk at nyde det! Nyd de søde mennesker, der laver mad, og at der bliver sørget for alting. At man er så privilegeret, at man kan være til stede i sin egen kunst. Brug det som et selvstudie i eget udtryk.” – Sophie