fbpx

Hvordan breve blev til en kunstudstilling

|

Kategorier

Arrangementer, Flaskeposten

Ø-fernisering

Af Annie Grim Balsen

Lørdag den 4. juli stod den på fernisering på Ungdomsøen. Der blev poppet champagne, snacket, snakket og skrevet breve. Østre Poterne var omdannet til en lille kunstudstilling med farvede lyskæder i loftet, flaskeposte og breve hængende på snor og for enden en scene, som bød på intimkoncert med Tenna Ida.

Ferniseringen var af breve indsamlet under corona. Vi var en frivilliggruppe, Flaskepost for Fællesskabet, som var med til at skabe digitale fællesskaber under nedlukningen af Danmark. Meningen med projektet var, at vi mente, at man kom til at mangle det fysiske og dybere end Facetime, Zoom og Teams opkald. Brevene samlede vi ind gennem Instagram og Facebook. Brevene kunne være til hvem som helst og handle om hvad som helst. Det var ikke en nem proces, hvilket skyldes, at situationen konstant ændrede sig og Danmark langsomt var ved at lukke sig op igen og det derfor var sværere og sværere at få folk til at reflektere over coronatiden og hvem de gerne ville sende en ekstra kærlig hilsen til. 

Foto: Elsebet Gregersen

Det som gav os alle mest udbytte og skabte allermest opmærksomhed, var undervisningsmaterialet, som vi udviklede. I undervisningsmaterialet er der forskellige opgave, som man skal overveje og snakke sammen om i par. Én af opgaverne er f.eks. at diskutere, hvad der gør et brev godt. Mange lærere tog materialet til sig og vi fik nogle rigtig fine breve fra skoleleverne. 

Foto: Elsebet Gregersen

Projektet blev afsluttet med fernisering af brevene på øen, hvor vi havde en lille gruppe mennesker, som kom og så den og skrev deres egne breve. Der blev spillet musik, hygget og vi fra frivilliggruppen sluttede dagen af med at hoppe i vandet, mens gæsterne tog båden mod land igen.

Brevene vil fortsat være udstillet ude på øen til og med den 3. august 2020. 

Foto: Elsebet Gregersen

Vi vil i frivilliggruppen gerne være ærlige om, hvor svært det er, at skabe projekter sammen online, hvor den eneste form for kommunikation er gennem Messenger og online møder. Det betyder helt klart mere fokuserede møder, men det betyder også, at fællesskabet omkring opgaven ikke føles på samme måde, da mange ting blev gjort hver for sig og man ikke på samme måde kan spare med hinanden. Det har været en  spændende proces og vi har helt sikkert lært en hel masse af det, som vi vil tage med os videre i vores næste projekter og arbejde for og på øen. Det som det online arbejde nemlig kan gøre, er at fjerne den barriere, der kan være, når hele Danmarks ungdom skal arbejde sammen om et så skørt projekt som Ungdomsøen, men ikke alle kommer fra samme geografiske område.

Foto: Elsebet Gregersen

Den perfekte afslutning på projektet var endelig at mødes face to face og  vise vores resultat frem for andre. Det skader da heller ikke, at vi kunne nyde en god dag og aften sammen med en masse andre frivillige på øen efter ferniseringen.