fbpx
FRAK Udkig over Øresund

FRAK og frirum

|

Kategorier

Ungdomsøen

“Det er den sjoveste oplevelse! Jeg vil gerne herud igen, hellere det end at være i klubben.” – Momen

Ungdomsøen er så småt ved at åbne op efter to måneders Corona-lukket. I weekenden d. 16. og 17. maj havde vi besøg af de første unge i lang tid. 12 drenge fra fritidsjobtilbuddet FRAK besøgte øen i to hold og brugte weekenden sammen med øens unge. Formålet var simpelt: at skabe møder på tværs og give de unge en god oplevelse. Det skulle gøres ved at få jord under neglene.

De 12 drenge fra Nørrebro hjalp øens unge med at fjerne ukrudt i kanonstillinger og grave en rende, der skal bruges til at føre strøm til øens nye værkstedsareal. De to dage bød dog på meget mere! Køreture i øens golfvogne, RIB-bådssejlads med fart, bølger og blæst, høj musik og møder med regnorme og biller.

“Herude er man rigtigt fri” ─ sådan lyder det fra Yigit på 19, mens han nyder en velfortjent pause i en af øens shelters med udsigt over Øresund.

Anton, der er en af øens Giv-Et-År-frivillige, tilbragte hele søndag i en kanonstilling sammen med fire af de unge, og glæden var til at måle på. Med smil fra øre til øre vinkede han og øens andre unge farvel til søndagsholdet, da de drog mod København igen. 

Det var fedt at se drengene være fri og fulde af lyst til at gå på opdagelse,” siger Anton om oplevelsen med at møde de unge drenge og mærke deres sprudlende energi.

FRAK Ukrudtsunge på Ungdomsøen

Vi på Ungdomsøen har mange drømme og store ambitioner for at fortsætte med at skabe gode oplevelser for unge. Denne weekend var blot første spadestik i samarbejdet mellem Ungdomsøen og FRAK, der forhåbentligt fører til en lang række magiske oplevelser for unge i fremtiden. 

“De unges menneskelige CV udvides. De får nye mennesker i deres netværk, de får en ny selvforståelse og blik på sig selv – “Jeg kan meget mere, end jeg tror. Jeg er noget for nogen. Det er mig som kommer ud og hjælper nogen med et behov”,” fortæller FRAK’s daglige leder Mudi Jarkass. 

Uanset om det er mødet med regnormen, udsigten over Øresund, eller det at arbejde med gutterne, der gør det, så er Ungdomsøen et frirum, hvor der er plads til energi og brede smil – både hos FRAK, og alle andre, der besøger øen.

Fællesbillede Ungdomsøen og FRAK