fbpx

Ungdomsøen får flere nye prominente skikkelser i bestyrelsen

|

Kategorier

Fonden Ungdomsøen, Ungdomsøen

Tidligere uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers og Dansk Industris direktør Lars Frelle-Petersen træder ind bestyrelsen for den store ungdomssatsning Ungdomsøen, der indvies officielt på lørdag den 24. august. Nye i bestyrelsen er også tidligere forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd, Sana Mahin Doost samt Lene Tanggaard, professor i pædagogisk psykologi på Aalborg Universitet.

Med afsæt i en bevilling på 128 mio. kr. fra Nordea-fonden er en flere år lang renoveringsperiode af det gamle middelgrundsfort ud for København slut. Lørdag den 24. august genåbner det gamle forsvarsværk som ’Ungdomsøen’. Det i dansk såvel som internationalt sammenhæng historiske ungdomsprojekt, er igangsat af spejderbevægelsen og nu tilføjes i Tommy Ahlers og Lars Frelle-Petersen som to markante skikkelser til bestyrelsesarbejdet bag projektet.

“Jeg er utrolig glad for at Tommy Ahlers, Lars Frelle-Petersen, Sana Mahin Doost og Lene Tanggaard har takket ja til at blive en del af Fonden Ungdomsøens bestyrelse.  Vi står med et af de mest interessante og lovende ungdomsprojekter i nyere tid mellem hænderne. Som bestyrelse brænder vi for at sikre at det ungdommelige guldæg udklækkes og vokser på den bedst tænkelige måde, og det kræver meget forskellige kompetencer. Med de fire nye medlemmer er bestyrelsen stærkere end vi turde drømme om og det er måske i sig selv et godt bevis på øens enorme potentiale,” siger Lisbeth Trinskjær, bestyrelsesformand for Fonden Ungdomsøen

Den fremtidige udviklingen af Ungdomsøen sker med afsæt i støtte fra fonde som Nordea-fonden, Trygfonden, Lauritzen Fonden, TuborgFondet og stærke kernepartnere som landets fem spejderkorps, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Folkehøjskolernes forening i Danmark (Højskolerne), Roskilde Festival, Efterskoleforeningen og Friskolerne. Kernepartnerkredsen alene repræsenterer nationalt mere end 670.000 medlemmer, 145.000 frivillige, 870 skoler og 72 ungdomsorganisationer.

Lars Frelle-Petersen, direktør i Dansk Industri, udtaler i forbindelse med sin indtrædelse i Fonden Ungdomsøen:

“Jeg har fulgt Ungdomsøens udvikling fra sidelinjen over længere tid og var ikke et sekund i tvivl da jeg blev spurgt om jeg ville med på holdet. Ungdomsøen er allerede lykkes med at involvere unge fra hele landet samt få stærke kernepartnere som Højskolerne, Dansk Ungdoms Fællesråd, Roskilde Festival, Efterskoleforeningen og Friskolerne med ombord. Jeg glæder mig til sammen med den øvrige bestyrelse at bidrage til, at Ungdomsøen både når det gælder den daglige drift og involveringen af unge, når de visionære målsætninger. Det er der al mulig grund til tro på.”

Tommy Ahlers ser ligeledes store perspektiver i Ungdomsøen og udtaler:

“Jeg synes det er en fantastisk ide at lave en ø, hvor unge bliver engageret i samfundet på den måde de selv ønsker. Jeg tror på at det bliver et sted hvor unge får håb og en tro på at det nytter at involvere sig. Jeg er glad for at have fået mulighed for at være med til at tage ansvar for at det lykkes – sammen med resten af bestyrelsen, fondene og de unge der vil lege med.”

Foruden Fonden Ungdomsøens bestyrelsesformand Lisbeth Trinskjær (Formand for Højskolerne)  består Fonden Ungdomsøens bestyrelse nu af de eksisterende medlemmer Torben Mølby (Deputy Head of Global Operations hos LM Wind Power, bestyrelsesmedlem i Middelgrundsfonden og medlem af KFUM-spejderne), Nanna Dahl (Kaospilot, Sociolog, play designer og aktiv i spejderbevægelsen gennem mange år) og de nye bestyrelsesmedlemmer Tommy Ahlers, Lars Frelle-Petersen, Sana Mahin Doost  samt Lene Tanggaard.

Fakta:

Ungdomsøens åbner officielt 24. august 2019. Det gamle Middelgrundsfort blev erhvervet i 2015 med støtte fra Nordea-fonden og A.P. Møller Fonden, og givet til Spejderbevægelsen, der har ansvaret for at gøre øen til en ø for hele Danmarks ungdom. Siden har Nordea-fonden doneret yderligere 128 millioner kroner til renovering af Ungdomsøen, og muliggjorte dermed realiseringen af en af de største Ungdomssatsninger i nyere tid.

Ungdomsøen byder på sine 50.000kvm blandt andet på 400 udendørs overnatningspladser, udekøkkener og bålpladser, store shelters med udsigt over Øresund, 1.5km gange i det gamle fort, konferencefaciliteter for organisationer og virksomheder samt gamle kanonstillinger til alt fra koncerter til friluftsaktiviteter.

Indhold og aktiviteter på Ungdomsøen udvikles i tæt samarbejde med fonde som Nordea-fonden, Trygfonden, TuborgFondet og stærke kernepartnere som Foreningen SPEJDERNE og landets fem spejderkorps, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), Folkehøjskolernes forening i Danmark (Højskolerne), Roskilde Festival, Efterskoleforeningen og Friskolerne mf. Kernepartnerkredsen repræsenterer nationalt mere end 670.000 medlemmer, 145.000 frivillige, 870 skoler og 72 ungdomsorganisationer.