fbpx

Dea Forchhammer, ny direktør for Ungdomsøen

Ungdomsøen har ansat 39-årige Dea Forchhammer som ny direktør og hun bliver dermed ansvarlig for udviklingen af en af de største ungesatsninger i Danmark nyere tid. Dea Forchhammer kommer fra A.P. Møller – Mærsk og har en baggrund som blandt andet energipolitisk rådgiver i Forbrugerrådet, ligesom hun igennem en årrække har været frivilligt involveret i Roskilde Festival, med ansvar for udviklingen og afviklingen af festivalens VIP og backstage-områder. Dea Forchhammer tiltræder 1. juni.

 

Takket været en generøs bevilling på 120 mio. kr. fra Nordea-fonden er det gamle Middelgrundsfort gennem de seneste fire år blevet renoveret, og gjort klar til at ungdommen rykker ind den 24. august. Ansvaret for udviklingen af øen er placeret hos den nystiftede fond Fonden Ungdomsøen, der har højskolernes formand Lisbeth Trinskjær som bestyrelsesformand. Med ansættelsen af Dea Forchhammer er en nøgleposition for Ungdomsøens fremtidige udvikling på plads:

 

”Vi er meget glade for ansættelsen af Dea Forchhammer. Når Ungdomsøen officielt åbner 24. august, bliver den helt centrale opgave at sikre, at Ungdomsøens fremadrettede drift er bæredygtig i økonomiskforstand samtidig med, at Ungdomsøens dogmer og store ambitioner om ungeinvolvering udleves og skaber positiv forandring og påvirkning i såvel de unges liv som i samfundet,” siger Lisbeth Trinskjær, bestyrelsesformand Fonden Ungdomsøen.

 

Med etableringen af først Fonden Ungdomsøen, og nu ansættelsen af Dea Forchhammer som ny direktør for det samlede projekt, er der skabt et stærkt fundament for Ungdomsøens udvikling.

 

Dea Forchhammer selv, glæder sig til at være med til at realisere det nyrenoverede Middelgrundsfort der 24. august officielt åbner som Ungdomsøen og bliver en bastion for ungdomsudvikling og unge demokrati:

 

”Ungdomsøen er et fantastisk projekt med en utrolig vigtig vision. Og jeg glæder mig  derfor også utrolig meget til at skulle stå i spidsen for projektet i samarbejde de ansatte, og de mange stærke frivillige kræfter. Foreningen Spejderne og Middelgrundsfonden har sikret, at vi står med et ungdommeligt guldæg i hænderne, og nu skal vi som organisation vise, at vi kan få det udklækket på fineste vis og både sikre en sund drift og masser af plads til at unge kan få lov at udfolde sig på deres helt egne præmisser,” siger Dea Forchhammer.

Dea Forchhammer starter 1. juni som ny direktør for Ungdomsøen.